Håndspritdispenser eller sød musik? Det kommer an på ørerne, der hører…

Siden nedlukningen i 2020 er vi, som nektarhungrende bier efter forårsblomster, stimlet sammen om de nyindrettede håndspritdispensere i supermarkeder og butikker, og vi har haft et øget fokus på håndhygiejne. Mit personlige fokus har dog også været på lyden af disse håndspritdispensere.

For de lyder vidt forskelligt!

Nogle har en blød - nærmest rar - vandforstøver-tekstur, andre lyder som små maskinlyde, som ved gentagelser kunne være et brudstykke af rytmisk musik. Dispenserlydene, som er blevet en fast følgesvend på indkøbsturen, satte inspirationen i gang hos mig, da de da måtte kunne bruges i musikalsk sammenhæng. En idé var født.

Lydeffekt – min podcast om lyddesign – syntes at være lydenes oplagte landingssted, og mine mobiloptagede dispenserlyde blev således hovedingrediensen i podcastens jingle. Både for at eksemplificere hvordan hverdagslyde også kan være musik og design, og som en sjov lille kommentar til vores nutid. Du kan høre jinglen herunder.

Du kan også høre en uddybende analyse af jinglen i afsnittet af Lydeffekt med Iben Have, som jeg har linket til her.

Hvornår har du sidst - sådan rigtigt - lyttet til støjen omkring dig?

Jeg bor i hjertet af Vesterbro i København og er omgivet af biler, busser og motorcykler, så snart jeg drejer om hjørnet fra min hjemmeadresse. Lyden af trafik og mennesker er en fast del af byens tapet og hænger i vor tid uløseligt sammen med dét at bo i en storby. Netop derfor lægger jeg måske heller ikke så meget mærke til den i det daglige.

Med mindre jeg altså er ude at gå tur med familiens senest ankomne på godt 2 måneder…

For jeg skal da lige love for, at når mit eneste fokus og formål med at gå ud er at få mit grædende barn til at sove, er det som om, at samtlige lyde omkring mig skrues op på 10. Pludselig lægger jeg mærke til larmen af bilen, der gasser op ved siden af mig, hunden der gør i forbifarten, basketbolden der dribles hårdt i jorden af en flok unge osv. Lyde jeg normalt ville lade gå ind af det ene øre og ud af det andet, bliver pludselig altoverskyggende, fordi mit fokus er rettet mod stilhed.

Øret har, som en anden kameralinse, en evne til at zoome ind og ud på lyde omkring os og sortere fra i de lyde, der ikke er vigtige - en evne som er temmelig rar at have, når man bor iblandt mange mennesker og mange lyde. Det betyder ikke, at lydene ikke opfattes og registreres, for de er stadig vigtige informationsgivere, vi orienterer os efter. Det foregår blot i et mere underbevidst lag - med mindre vi altså skubber rundt med et barn, der ikke vil sove.

Hvis du er nysgerrig på ørets mange facetter og egenskaber, så lyt til afsnittet med lyd-altmuligmand Eddy Brixen i min podcast Lydeffekt her.

Apropos ophavsret

Der synes at være bred enighed om det forkerte i - både moralsk og juridisk - at en kendt ernæringsekspert kopierer en selvstændig keramikers design.

Men hvordan er det nu lige med musik? Er der her den samme selvfølgelige enighed om brud på ophavsretten?
Det er ikke min erfaring.

Jeg kan stadig opleve en overraskelse over, at man ikke bare lige kan hapse en sang med en kendt kunstner og lægge den på sin film. Eller at man ikke bare kan afspille musik fra Spotify på sin restaurant, uden der er indgået aftale herom.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg som filmmusik- og lyd-skaber selv kan have svært ved at navigere i reglerne om ophavsret. For grænserne er grå, ting bliver set gennem fingrene med og vores forbrugsvaner har gjort, at jeg er nødt til at gå på kompromis med egne principper. Det kan være en svær virkelighed at navigere i, når man gerne både vil værne om ophavsretten og have betalte opgaver.

Men selvom musik og lyd er blevet allemandseje, er det er vigtigt at huske på, at den stadig tilhører kunstneren selv og ikke må anvendes uden tilladelse og aftale herom.

Har jeg tændt eller slukket for noise cancellation?

Det er mit spørgsmål til mine Airpods, hver eneste gang jeg trykker på on/off knappen. For lyden i sig selv fortæller mig ikke, om jeg har tændt eller slukket for funktionen. Bevares, on/off lyden er ikke den samme - det havde været helt skidt (kigger på mit Rejsekort👀) - men sagen er, at begge disse lyde kunne betyde "on".

En "on" lyd skal intuitivt fortælle mig tænd, og en "off" lyd skal intuitivt fortælle mig sluk. I stedet skal jeg her aktivt lytte efter, om støjen er reduceret eller ej, og jeg er nødt til at memorere, hvilken lyd der betyder tænd, og hvilken der betyder sluk.

Lydenes kvalitet fejler sådan set ikke noget. Det er dét, de intuitivt fortæller mig, der ikke er præcist nok.

Det er en ommer Apple.
PS. Ring til mig næste gang I skal have lavet UX lyd 😀🍎🔈

LYDEFFEKT - NY PODCAST OM LYDDESIGN

Lydeffekt er navnet på min nye podcast om, hvordan vi bruger lyd i film, reklamer, design og elektroniske devices. Formålet med podcasten er at skabe fornyet opmærksomhed om betydningen af lyddesign, og er henvendt til dig, der har berøring med lyd i dit arbejde eller bare synes lyd er helt vildt spændende.

Mine gæster og jeg vil dele erfaringer og viden, hvor vi forhåbentligt kan inspirere hinanden til, hvordan vi bedst muligt integrerer lyd i oplevelser og designløsninger.

De første tre afsnit er ude nu, og meget mere er på vej. Så hvis du synes det lyder spændende så gå ind og abonner der, hvor du lytter til podcasts og hold dig opdateret på nye afsnit.

Link til Lydeffekt

Kan en coronatest være hyggelig?

Det lyder usandsynligt, men det var ikke desto mindre tilfældet, da jeg forleden blev testet på en parkeringsplads et sted i Valby.

Jeg træder ind i noget, der ligner en scene fra en dystopisk sci-fi serie, da jeg i den blå barak bliver mødt af ansigtsløse kittelklædte personer i fuld plasticudrustning fra top til tå. Et ubehageligt syn der på et split-sekund paradoksalt nok bliver afløst af ren hyggefølelse.

Ud af bluetoothhøjtaleren i rummet spiller såmænd Gotyes 10 år gamle monsterhit "Somebody That I Used To Know". Ikke en sang jeg har et voldsomt nært forhold til, men at høre noget velkendt i et ukendt miljø, var som at få en akut trygheds-indsprøjtning pumpet direkte ind i hjertet.

Pludselig kunne jeg mærke mennesket, jeg stod over for, inde bag mundbindet. Måske personalet faktisk hyggede sig, måske nogen havde sat nummeret på for at glæde os andre, og jeg bemærkede endda, at nogen nynnede med. Alle mulige menneskelige tanker fløj gennem hovedet og fortrængte alle de bekymrende tanker, jeg var mødt op med. Musikken fik mig til at føle mig tryg og velkommen, og jeg følte mig på et eller andet plan forbundet med de mennesker, jeg ellers kun kunne se øjnene på.

Det er i mange sammenhænge svært at vurdere musikkens betydning, fordi så mange andre faktorer spiller ind. Men her kan jeg kan med statsgaranti sige, at intet andet bidrog til hyggen i det rum. Alligevel gik jeg munter og lettet derfra.

Er støj altid skidt?

Forskning har påvist, at støj er skadeligt og øger risikoen for forhøjet blodtryk, diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Men kan støj også være gavnligt?

Den største støjkilde i vores samfund er trafik, hvor lyde af biler, fly og tog - bevidst eller underbevidst - invaderer vores liv og truer søvnkvaliteten. Det er noget, vi i dag ved, er sundhedsskadeligt.

Men der findes også andre typer støj, som har en anden grad af gene. De fleste af os vil jo nok mene, at en lyd, der tager af og til i styrke, er mere generende end en brummende statisk lyd - fordi en lyd i bevægelse vil tiltvinge sig vores fulde opmærksomhed.

Nu er der forskning, der påviser, at en sådan brummende "pink noise" lyd ikke alene er mindre generende, men faktisk kan gavne vores søvnkvalitet og forbedre langtidshukommelsen.

Her i hjemmet har min kone og jeg selv eksperimenteret med pink noise for at få vores barn til at slappe af og falde i søvn, da det var spæd. Det virkede godt for os, men dén effekt er så vidt jeg hører ikke dokumenteret. Hvad der til gengæld nu altså er dokumenteret er, at en vedvarende pink noise kan forbedre din nattesøvn.

"Fun" fact:
12.000 europæere dør hvert år en for tidlig død på grund af støj.

Link til artikel i Illustreret Videnskab her

"Musikken må endelig ikke blive for melankolsk"

Når jeg taler med kunder og samarbejdspartnere, hører jeg ofte sætninger i stil med: "Musikken må endelig ikke blive for melankolsk." Men hvorfor egentlig ikke, får jeg lyst til at spørge...?

Jeg er med på, at melankoli kan være upassende i visse kontekster, men hvis vi tror, at melankoli påvirker vores humør negativt eller vil forbinde os med noget trist, tror jeg vi tager fejl.

Hjerneforskning viser, at melankolsk og sørgmodig musik paradoksalt nok rammer samme belønningscenter i hjernen, som når vi hører "glad" musik. Når musik får dig til at græde, kompenserer hjernen ved at udløse de kemiske stoffer adrenalin, oxytocin, dopamin og endorfin. Samme stoffer frigives, når vi griner, dyrker motion, har sex mm.

Hvis vi kigger på populærkultur i musikkens verden, finder vi også sørgmodighed overalt, hvor eksempelvis Medina har gjort melankolien til sit sprog.

Så lad os nu ikke være så bange for den melankoli. Melankolien er smuk, rørende og frem for alt menneskelig.
Og dét vil vi da gerne være, vil vi ikke?

Hvorfor synger Nicole Kidman "Dream a Little Dream of Me"

Sidste afsnit af The Undoing strømmede i går henover laptoppen, og det største mysterium i serien står for mig stadig uløst:
HVORFOR synger Nicole Kidman en coverversion af "Dream a Little Dream of Me" i introen?

Det er måske mig, der er fantasiforladt, men hvilken relevans har det lige for en serie, hun ikke synger en eneste tone i? Hvilken relevans har teksten? Og hvorfor dog ikke lave et originalt stykke musik, man kan tage 100% ejerskab på?

Jeg har så mange spørgsmål, jeg gerne ville stille Susanne Bier og resten af holdet...

At lade seriens hovedrolleindehaver synge en ligegyldig, autotunet kliché som intro, er lidt ligesom at lade fødselaren kapre mikrofonen til sin egen fest og synge "Let Me Entertain You" af sine lungers fulde kraft.
Lidt tåkrummende, svært at være vidne til, og man har mest af alt lyst til at gå i baren, og vente på det er overstået. Jeg spolede i hvert fald over introen hver eneste gang.

Det er synd, når man med intromusikken har muligheden for at sætte stemningen og gribe seerens fulde opmærksomhed.

Mac-lyden er tilbage med Big Sur

Hvis du er Mac-bruger, kender du sikkert den ikoniske startup-lyd, som afspilles, når du tænder din computer. En lyd, der har været den samme lige siden Mac'en så dagens lys. Men har du så også lagt mærke til, at lyden siden 2016 har været væk?

Med lanceringen af det nye Big Sur styresystem gen-introducerer Apple nu "chime"-lyden, så den velkendte lyd igen er at høre, når man starter sin maskine.

Frem for at ændre, gentænke eller redesigne lyden, har Apple valgt at gøre noget helt andet. Nemlig at udelade lyden. Som en kunstpause i et stykke musik, fremstår lyden i sit fravær ekstra stærk og tydelig, når den så vender tilbage. Det er tankevækkende, og det er smart tænkt af Apple.

I modsætning til tidligere kan man slå lyden fra i indstillinger, hvis man, som jeg i øvrigt, har et lettere anstrengt forhold til lyden, eller ikke vil forstyrre de avislæsende/kryds og tværs-løsende typer i stillekupéen.

Hvad Bent Fabricius-Bjerre også bør huskes for

Bent Fabricius-Bjerre er vel nok den største danske filmkomponist med sine umiskendelige titelmelodier til Matador, Alley Cat og Klovn. Men hvad mange måske ikke ved er, at Bent også var en fantastisk lyddesigner. Et af de mest ikoniske lyddesigns på dansk TV er utvivlsomt Metronomes lille lydsignatur, der huserede hver en husstand - særligt i 90’erne - som afrunding på de programmer, selskabet har produceret.

Men hvem er mon ophavsmanden til dette lille værk?

Det er såmænd Bent Fabricius-Bjerre, som, hvad mange måske heller ikke ved, var stifter af produktionsselskabet tilbage i 1950.

Den velkendte lyd, der har sat standarden for lydsignaturer på TV, består af en metronom, som er et hjælpemiddel fra musikkens verden, der kan holde takten. Denne metronomlyd er synkroniseret med en metronom-lignende animation, der svajer fra side til side, og afrundes af en lys og fyldig keyboardlignende klang.

Det geniale og elegante ved denne lyd er ikke alene, at den er godt komponeret, klinger rart og afrundes på en måde, der føles belønnende for hjernen. For mig ligger genialiteten i den sammenhængskraft, der er mellem animation, lyd og navn. Metronomen er det gennemgående koncept, der trækker de tre elementer sammen, og skaber den smukke helhed. Dén sammenhængskraft, der ligger i konceptet, løfter hvert enkelt element op på en hylde, man ikke ellers ville have nået, og er et perfekt eksempel på, at 1+1+1 kan give 5.

En metronom

Metronome logo
- Af Bent Fabricius-Bjerre

En sammenligning med Netflix-lyden

Et af de mest velkendte eksempler på lydsignaturer i dag er Netflix’ “da-dum” lyd. Det er en lyd, som er blevet referencepunkt for mange designere, fordi vi er blevet eksponeret for den utallige gange og derfor føles rar og velkendt. Alle kender lyden af Netlfix.

Men hvad jeg ville ønske er, at man i stedet kigger lidt længere tilbage i tiden, og skæver til Bent Fabricius-Bjerres Metronome-lyd, når man spejder efter forbilleder. For i modsætning til Metronome-lyden, har jeg i Netflix-lyden svært ved at finde sammenhængskraften mellem billede og lyd.

Hvorfor siger lyden af Netlfix “da-dum”?

På et konceptuelt plan forstår jeg faktisk ikke lyden. Den er spøjst timet med animationen, som ligner penselstrøg mere end de hammerslag/trommeslag, lyden kunne associere til. Hvis jeg må være nørdet et øjeblik, virker animationen som en strøget, taktil tekstur, hvor den tilhørende lyd er en bankende bummelum-transient uden tekstur. Halen af “da-dum” lyden er efter sigende en guitarklang spillet baglæns, men er både kold, lidt syntetisk og igen timet spøjst til animationen.

At nogen har syntes, det lyder godt, er ikke nok. Vi er nødt til at sigte højere. Også selvom lyden efterhånden har fået så stærk en genkendelighed, at den uden tvivl virker og føles trygt og rart for seeren.

Så kære Bent, tak for stor inspiration med din innovative, konceptuelle tilgang til dit virke som lyddesigner. Må dine værker leve videre og være til inspiration til evig tid. Jeg vil i hvert fald hive dit arbejde med mig, hvor jeg kan.


Døm selv Netflix-lyden her, og fortæl mig endelig, hvorfor jeg er fuld af vrøvl.

Netflix-lyd til streaming
- Af Lon Bender

Netflix-lyd til biografer
- Af Hans Zimmer

Brug af naturlig rumklang og impuls respons

Her forleden gik jeg mig en tur i min barndomsby Them, hvor jeg genopdagede de ikoniske cykelsti-tunneller, jeg så mange gange har cyklet og rullet på rulleskøjter igennem som barn. Et spøjst rørformet rum med asfalteret underlag og bølgede ståloverflader langs væggene. Den ulige overflade i det tætte rum gør, at de lydbølger man sender ud brydes og farer uforudsigeligt rundt i rummet. Det giver en meget karakteristisk klang.

Kunne det ikke være fedt, hvis man kunne anvende denne ukurante rumklang i sin egen musik eller i et lyddesign, spørger du?

Jo!
Lad mig forklare hvordan og demonstrere.

Jeg fandt min håndholdte optager frem og optog en perfekt tempereret klaplyd i rummet, gemte den på optageren og puttede lyden i min lomme. Et klap kaldes i lydverdenen også en impuls respons, og er en måde man “måler” rummets respons på en impuls.

Denne impuls respons overfører jeg til et plugin - et såkaldt convolution reverb - i min software. Hvis jeg så f.eks. sender signalet fra et vokalspor til dette rumklangs-plugin med min impuls respons, vil det lyde som om, at stemmen befinder sig i en bølgevægget cykeltunnel i Them.
Hør eksemplerne herunder.

Eksemplerne er en speak jeg har produceret til Københavns Kommune, som bliver brugt til når Langebro åbner.
Speaker: Sophie Alexandrine

En speak er ikke det oplagte valg at lægge rumklang på, men det fungerer fint som eksempel. Jeg kunne i en musikproduktion finde på at bruge rumklangen på en lead vokal, en guitar, trommer eller en rolle der skal være lidt spacy og placeres tilbage i lydbilledet.

At hapse rumklange fra steder man støder på, er en ret genial måde at gøre sin lydproduktion personlig og unik på, og så er det virkelig sjovt at lege med. Der findes et hav af rumklangs-plugins derude, som er tilgængelige for alle, men lige præcis denne rumklang findes ingen andre steder. For jeg har selv fundet den, og jeg har selv optaget den. På den måde kan man placere sin lyd i alt fra sit badeværelse til Ballerup Storcenter. Det eneste det kræver, er en optageenhed, et convolution reverb plugin og lidt kreativitet.

Hvordan lyder Beatroot Studio?

Således ansporet er jeg gået på optagelses-opdagelse i mit eget studie og de omgivelser jeg befinder mig i til dagligt. Lyt herunder og hør hvor fedt her lyder!

Til nørderne: Det er nærmest ingen klang i selve studiet, kun tidlige refleksioner. Der er tilsat 50 ms. predelay for at give det en sound af refleksioner.

Fun fact

Denne impuls respons-teknik bruges også på film. Som de fleste måske nok ved, indspiller man meget af dialogen på film i et studie efterfølgende, hvor det kan være svært at genskabe den helt autentiske rumklang. Derfor vil tonemesteren (lydmanden) på settet snuppe impuls responsen fra rummet, så den autentiske rumklang kan lægges på i studiet efterfølgende. Det sidste man ønsker er, at det lyder som om personerne på lærredet sidder i et studie.

*Impuls respons kan også laves ved at sprænge en ballon eller et afspille et såkaldt sweep i en højttaler, som er en lyd der glider fra 0Hz til 20000 Hz.

Ingen tilskuere, ingen lyd!

Superligaen er tilbage!
Efter godt to måneders dvale er Danmarks professionelle fodboldturnering endelig klar til at fortsætte, hvor den slap for godt to måneder siden. Det helt store samtaleemne i medier og på sociale medier har dog hverken været mesterskabsduellen, top 6 eller nedrykningspillet, men derimod - for første gang nogensinde tør jeg godt sige - lyden!

De tomme tribuner har givet rettighedshaverne en dundrende hovedpine, og tavsheden fra lægterne har reduceret produktet fra professionel topfodbold til mindelser om en ordinær seriekamp på den lokale boldbane. Væk er de medrivende slagsange, tilråb og jubelbrøl, der skaber det bagvedliggende lydtæppe, som kommentatorerne taler til seerne henover. Et lyd-forhold i skøn symbiose er med et vingeslag slået i stykker af Covid-19.
Ingen lyd, intet produkt.

Fordi lyd i høj grad taler til underbevidstheden, kan vi nogle gange tage dens betydning for givet, så vi først for alvor lægger mærke til lyden, når den er væk. Ligesom med lydkvaliteten på en podcast lægger man først mærke til kvaliteten, når når den ikke er der. Så overskygger den til gengæld også alt andet.


Er dåselyd løsningen?

Det store debatemne har været, om man så skal gøre noget for at kompensere for den manglende lyd. TV3 Sport har udtalt, at de overvejer at tilføre “dåselyd” for at bryde stilheden og efter eget udsagn skabe stemning. En strategi man i den tyske Bundesliga allerede har benyttet sig af.

Jeg kan personligt sagtens se dilemmaet, og jeg forstår rettighedshavernes ønske om at “peppe” tv-oplevelsen lidt op. De er nødt til at værne om deres produkt, som har lidt et alvorligt knæk. Jeg må som lydnørd og fodboldelsker dog også tage afstand fra den slags lydmanipulation på live-sport. For hvis jeg skal have en indlevende følelse af at være til stede på stadion, er den eneste lyd jeg er interesseret i at høre, den lyd som kommentatorer, trænere og spillere på stadion hører. Intet andet. Jeg vil have den autentiske lyd. Også selvom denne autentiske lyd kompromitterer min følelse af at være til fodboldkamp. Dåselyd kan måske løfte lydbilledet, men løfter det fodboldoplevelsen? Det har jeg min tvivl om. Ifølge mit romantiske fodboldhjerte bør vi aldrig gå på kompromis med autenticiteten. Så længe øjet ser tomme tribuner, kan mit øre aldrig overbevise min hjerne om, at der er stemning på stadion.

Og det er vel det, der er hensigten med dåselyden? Eller er det blot fordi vi for alt i verden må bekæmpe stilheden, koste hvad det vil?

Jeg synes grundlæggende det er en forkert tankegang, og der er noget paradoksalt og små-absurd over sådan et scenarie.


Bundesligaen er gået forrest

Jeg fulgte selv med da Bundesligaen blev skudt i gang for små to uger siden, hvor jeg så kampen mellem Hoffenheim og Hertha Berlin. Da jeg blændende op og tog hovedtelefonerne på, blev jeg mødt af en konstant støvsugerlignende ambiens mixet med et ekkoinferno af spillere og trænere, der lød som om de råbte gennem et køkkenrullerør. Ikke alene var der lagt dåselyd på, der var også manipuleret med den lyd, som rent faktisk var til stede på stadion. Et stort misk-mask af udefinerbar støj, der hverken skabte stemning eller indlevelse, men snarere forvirrede mit hoved. Når lyd er udefinerbar, bliver den til støj, og støj gør intet godt for en fodboldoplevelse. Autentisk stilhed er til hver en tid at foretrække.

Ikke desto mindre er jeg spændt på at se og høre med, når der bliver fløjtet op i morgen (torsdag) og jeg ved, at meningerne er lige så delte som meningerne om ananas på pizza. Jeg selv hører nok også til den promille, der sagtens kan finde en charme i lyden af træningskamp, hvor reallyde fra stadion får lov at stå alene. Hvert et spark, hver en tæmning, hver en redning fylder pludselig alt i lydbilledet, og ekkoet fra den omkringliggende beton får lov at ringe ud. Det er måske lydsnobberi, men det er faktisk et fascinerende studie at lytte til den kvalitet, eller mangel på samme, der er i optagelserne fra banen.

Kampen for 100% autentisk lyd ser dog ud til at være tabt på forhånd, så jeg vil krydse fingre for det lander på et tåleligt kompromis, hvor dåselyden ikke overtager lydbilledet, men ligger som en afdæmpet ambiens. Hvis ikke vælger jeg desværre nok at slå lyden fra…

Super Bowl LIV Halftime Show var som musikalsk waterboarding. Tortur.

Værste Halftime Show ever. Det var min umiddelbare tanke, da jeg natten til søndag sad med tændstikker i øjnene for at holde mig vågen til en ellers glimrende Super Bowl mellem Kansas City Chiefs og San Francisco 49’ers. Men set med mine musikalske briller, var Super Bowl i år en katastrofe. NFL har tabt sutten.

Efter sidste års Maroon 5/Atlanta rap-nedsmeltning skulle revanchen i år tages af Shakira og Jennifer Lopez. Resultatet af pauseunderholdningen i den største enkeltstående sportsbegivenhed blev dog desværre alt andet end en revanche. Et spraglet kludetæppe af obskure remixes og enerverende popsange strittende i øst og vest, hvor ialt 14 (!!) sange blev dissekeret og maltrakteret i ét stort skizofrent makværk. En hurtig hovedregning siger 1 minut pr. sang i løbet af de 14 minutter showet varede - et i grunden fascinerende studie i hvordan man smadrer ethvert musikalsk momentum med konstante afbrydelser og sangskift.

Det var som at være til en dårlig teenage-fest, hvor ens venner konstant hijacker stereoanlægget, stopper musikken og skifter til lige præcis deres yndlingsnummer, alle andre hader. En slags musikalsk waterboarding, hvor man hvert halve minut bliver vækket og revet ud af den stemning, man var i gang med at lulle sig ind i. Med alverdens mærkelige gimmicks som ingredienser. Som da Shakira efter et par minutter giver den gas som rockguitarist, hvilket afløses af et 8 sekunders Led Zeppelin citat med det ikoniske “Kashmir” riff, hvilket afløses at en arabisk inspireret mavedanssekvens med mellemøstligt klingende slangetæmmerfløjte - akkompagneret af indiske trommer, hvilket så igen afløses af hittet med det gyngende Pharfar’ske beat “Whenever, Wherever”.

Altså, what.the.F:?!

Hvem er den musical director der har syntes det forløb bare var en knaldgod ide? Hvem er den person, der rakte hånden op og sagde, “jeg har det!”

Og hvem er alle de mennesker, der ikke sagde ham imod?!

De fortjener alle et gok i nødden, det er i hvert fald sikkert. Smag, stil, opbygning, flow og musikalitet tilsidesættes totalt i underholdningens navn, og alt hvad der bare smager af musik, bliver blandet op med alt for meget af den billige Bonanza nede fra Brugsen. Føj for en usmagelig drik.

Det kammer helt over, da Shakira indtager stolen bag trommerne, som en anden ustyrlig 2. klasses elev, der er stukket af fra fællesdansen. Hvor gakket kan det lige blive?! Og lad mig understrege, det har intet at gøre med, at kvinder ikke kan være instrumentalister. Det handler om musikalsk fokus. Den var desværre aldrig til stede denne februar-nat i Miami. Showet hørte ikke hjemme til en Super Bowl-fest, men nærmere på en kikset klub i Las Vegas, hvilket J-Los brug af polestang blot satte en tyk streg under. Underholdning, gak og løjer overdøvede den musik, der aldrig fik lov at leve.

Men hvis det her så var det værste Halftime Show nogensinde, hvad var så det bedste? Jeg har lavet en rangering over Halftime Shows siden 2010. Vi starter fra bunden.

#11 Shakira & Jennifer Lopez

Super Bowl LIV 2020

Shakira & Jennifer Lopez

🏈

#10 The Black Eyed Peas

Super Bowl XLV 2011

The Black Eyed Peas

Overgearet, enerverende og malplaceret. Forfærdeligt lydmix med alt, alt for høje vokaler. Ikke et eneste live instrument i sigte og en helt sindssygt irriterende syngende Fergie i forgrunden. Lydmanden havde generelt en virkelig dårlig dag på kontoret.

🏈

#9 Maroon 5

Super Bowl LII 2019

Maroon 5

Virkelig et irriterende skift til Atlanta rap og det bliver helt mærkeligt, da bandet spiller med. Og så med gospelkor? Jeg hader ikke Maroon 5, og de har egentlig bagkataloget til at trække et helt show, men de kiksede indslag med rappere i store biler og pels ødelægger sammenhængskraften. Største bad taste øjeblik er dog, da Adam Levine står i bar kasse og spiller shredder-guitar.

🏈🏈

#8 Coldplay, Beyoncé & Bruno Mars

Super Bowl L 2016

Coldplay, Beyoncé, Bruno Mars

Falset-sang af en forpustet Chris Martin fungerer bare ikke rigtigt. For meget backtrack, der ikke gør noget godt for det fire mand store rockband. To gengangere i Bruno Mars og Beyoncé inden for fire år, må også tælle ned. Skizofrent, rodet og usammenhængende.

🏈🏈🏈

#7 Bruno Mars

Super Bowl XLIII 2014

Bruno Mars

Lidt tacky start med en Bruno Mars trommesolo, men han kommer godt efter det med megahittet “Locked Out Of Heaven”. Showet bærer dog præg af et (på det tidspunkt) tyndt bagkatalog, og der går lidt intetsigende soul-jam i den. Fed lyd, fedt band og Red Hot Chili Peppers var fede.

🏈🏈🏈

#6 Katy Perry

Super Bowl XLIX 2015

Katy Perry

Fedeste entré nogensinde! Lyden er dog ikke den bedste og bærer præg af et fladt backtrack uden dynamik. Lidt abrupte afbrydelser mellem numrene, der sænker flowet.

🏈🏈🏈🏈

#5 Madonna

Super Bowl XLVI 2012

Madonna

Fed entre, sjov brug af lydeffekter, vild koreografi og virkelig en smuk scenografi. Luften går lidt af ballonen med gæsteoptræden af Nicki Minaj til trods for en glimrende Cee-Lo Green feature. Der bliver dog sluttet stærkt af med “Like A Prayer”, og Madonna laver nok det sejeste exit fra et halftime show nogensinde.

🏈🏈🏈🏈

#4 Justin Timberlake

Super Bowl LII 2018

Justin Timberlake

Meget original start i club’en under stadion. Lige lovligt mange bombastiske reharmoniseringer og hits til min smag. Prince hyldesten fungerer overraskende godt, og sangene er mixet elegant sammen med referencer fra sangene, de mixes ud af. Justins bagkatalog er som skabt til et Halftime Show med masser af pomp, feel-good vibes og monster-hits.

🏈🏈🏈🏈🏈

#3 The Who

Super Bowl XLIV 2010

The Who

Ingen statistpublikum, ingen backtracks, ingen svimlende medley-overgange og ingen sceneskift. Bare suveræn rock og rul serveret live af ægte mennesker og sublime musikere. Med de små fejl og skæve toner det måtte medføre. Fem stærke og livsbekræftende rocksange på en smuk og enkel scene.

🏈🏈🏈🏈🏈

#2 Lady Gaga

Super Bowl LI 2017

Lady Gaga

Vildeste chokeffekt da Lady Gaga åbner ballet med at hoppe ned fra taget. God opbygning og sammenhæng mellem numrene fra det poppede til den intime og kuldegysende ballade til det rockede, hvilket klæder Lady Gagas sange overraskende godt. Det her sæt har det hele.

🏈🏈🏈🏈🏈

#1 Beyoncé

Super Bowl XLVII 2013

Beyoncé

Episk silhouet-entre af Beyoncé der spankulerer ned af catwalken i sin signaturstil med majestætisk tilstedeværelse. Fede interaktive lydeffekter af skridt, stamp og klask på låret, som giver synergi mellem det visuelle og det auditive. Et fænomenalt bagkatalog, en musikproduktion helt i særklasse og en overmenneskelig vokalpræstation. En overlegen manifestation af at Beyonce er verdens største popstjerne.

🏈🏈🏈🏈🏈🏈

Vend tilbage til beatrootstudio.dk

Er den totale stilhed attråværdig?

I går aftes så jeg Jesper Buch investere 400.000 kr. i en lydisoleret telefonboks i Løvens Hule på DR. Telefonboksen, der bærer navnet Mutebox, skal stå i åbne kontorlandskaber, hvor man kan lukke sig inde og tale i telefon i total stilhed. En god ide, som dækker et stort behov i mange virksomheder, eller hvad?

Vi ved, at støj er skidt for helbredet, og det er bevist, at støj øger risikoen for blodpropper, diabetes og visse former for brystkræft. Men hvordan forholder det sig med støjens diametrale modsætning, den totale stilhed? Hvordan føles den egentlig?

Hvad med brugeroplevelse og kundetilfredshed?

Ingen af løverne i gårsdagens program syntes at interessere sig særligt for, om forbrugeren rent faktisk har en god oplevelse med produktet. Om det føles rart at tale i så lille og lydtæt et rum, og om forbrugeren vil bryde sig om at bruge boksen igen og igen.

Når vi taler og lytter, er vi afhængige af lydens refleksioner i rummet, som giver hjernen informationer om det miljø, vi befinder os i - om vi befinder os i et lille rum, et stort rum, udenfor osv. Faktisk er det lydens refleksioner fra stokken, som blinde bruger til at orientere sig efter, mere end det er at føle sig frem med selve blindestokken. Vi kender det også fra dyreverdenen, hvor eksempelvis flagermusen bruger lydens refleksioner til at orientere sig efter. Mennesket gør det også, bare i underbevidstheden, da synet er vores primære orienteringssans.

Verdens mest lydtætte rum er 99,9% lydisoleret og ligger i Orfield Laboratories i Minnesota. Stilheden er efter sigende så voldsom, at det kan forårsage hallucinationer.

Så når vi sætter os ind i en lille lydtæt telefonboks, der vel ikke dækker meget mere end en kvadratmeter, får øret ikke de refleksioner fra stemmen, den er vant til. De få hurtige refleksioner der måtte være fra dørens glas, og rummet i øvrigt, vil være så korte, at vi får lyden kastet tilbage lige i smasken på et splitsekund. Det er unaturligt, trykkende for øret og vil givetvis føles utrygt.

Så selvom Mutebox løser et problem og dækker et stort behov, mangler jeg stadig svar på, om forbrugerne rent faktisk har en god oplevelse med produktet. Det kan jeg have min tvivl om. Fordi øret har brug for luft og refleksioner.

Mutebox er på ydervæggen betrukket med akustikregulerende skum og trælister. En fin detalje vi bør være langt mere fokuserede på i arkitektur og møbeldesign generelt. Boksen alene vil dog næppe have den store effekt i et stort kontorlandskab, hvis ikke der også er andre former for akustikregulering.

Stilheden er ikke alene

Når vi taler om stilheden som noget rart, er den jo oftest også akkompagneret af lyde. Stilheden kommer sjældent alene. Vi tager i sommerhus, på landet eller til vandet og nyder stilheden - fyldt med fuglefløjt, vind i træerne, små bølger i søvandet osv. Jeg hørte engang Jørgen Leth sige, at hans foretrukne rum, er et rum, hvor vinduet står åbent. Han sidder måske nok alene, men lydene fra vinduesåbningen bekræfter ham i, livet udenfor stadig eksisterer, og det giver en rar følelse af ikke at være alene. Den stilhed vi så ofte søger er ikke total.

Så i stedet for at forsøge at løse støjproblemer på åbne kontorlandskaber med en lydisoleret telefonboks, bør vi tage et opgør med den usunde støjkultur, der hersker, og indrette vores kontorer mere opdelt og støjsvagt. Det kommer nemlig alle til gode, ikke kun når man har brug for at tale i telefon i enerum.

Vend tilbage til beatrootstudio.dk

Se og hør mere om støj og stilhed herunder hvor DR Viden har været på besøg i Danmarks mest stille rum.

Kan du nynne jinglen til Den Store Bagedyst?

Jeg vover pelsen og påstår, at det kan du ikke.

Kan du nynne melodien til X Factor?
Det tror jeg til gengæld godt du kan, hvis du ellers har set programmet med nogenlunde jævnlig frekvens. Hvis ikke nynne, så I hvert fald høre temaet for dit øre.

Foto: Brooke Lark

Selvom musikken i Den Store Bagedyst har et klart og tydeligt koncept med klaver og strygere en masse, er den også helt uden kant. Hvor er den genkendelige melodi henne? Hvor er den særprægede lyd, der gør, jeg spærrer ører og øjne op og tænker, “YES, så er der bagedyst”.

Hvor er identiteten henne?

I stedet for en særpræget melodi i introen, bliver musikken til noget, der bare er der. Som en halvfærdig kagedej, der hverken er salt eller sød. Den gør ingen fortræd, men man savner den sprøde skorpe, det seje bid i den bløde kerne, det syrlige drop, de bitre undertoner, og noget til den søde tand - ja, ganske enkelt et rigere sammensat smagsindtryk. I stedet bliver det kønsløst og enstrenget.

Musikken har måske nok genkendelighed i instrumenteringen med lyden af cello og klaver, men instrumentering er ikke at forveksle med identitet, og den instrumentsammensætning er ikke ligefrem unik. Nuvel, der bliver spillet enkelttoner og noget, der kunne forveksles med melodi i klaveret hen mod slutningen, men det introduceres for sent, og har ikke nok gentagelser til at manifestere en genkendelighed. Tilmed er selve toneindholdet simpelthen for tamt. Chancen for at skabe et definerende og ikonisk stykke musik, er desværre forpasset.

Hvis man sammenligner “Bagedysten” med et af de andre britiske TV koncepter, har X Factor derimod et tydeligt tema, en gennemtrængende og særegen sound, der gør, at vi genkender den på en brøkdel af et sekund. Om man kan lide musikken eller ej, giver den genkendelighed tryghed, udløser endorfiner i hjernen og er med til at sætte stemningen for hele programoplevelsen. På det parameter er Den Store Bagedyst desværre dumpet.

Eller er jeg helt forkert på den?
Døm selv her.

At programmet, som en anden fransk foie gras gås, tilmed er stopfyldt med musikpølse fra start til slut, er så en helt anden snak til et andet blogindlæg.

Vend tilbage til beatrootstudio.dk

NYTÅRSQUIZ

Vanen tro har jeg lavet en musikquiz. I år på Kahoot.
10'erne blev årtiet hvor streaming revolutionerede musikbranchen og ændrede vores måde at forbruge musik på. Så du og dit nytårsselskab skal gætte hvilke sange af 40 udvalgte artister, der er blevet streamet flest gange på Spotify.

Eks.
THE BEATLES

A Let It Be

B Hey Jude

'C Come Together

D Here Comes The Sun

Og så fremdeles.

Link, værsgo 👇
https://create.kahoot.it/share/spotify-quiz/ac878cf7-510e-404b-a30f-58b24af67f29

Vend tilbage til beatrootstudio.dk

God musik kan ses på bundlinjen

Original musik vinder frem i supermarkederne, og jeg blev faktisk lettere chokeret, på den gode måde, da Bon Ivers blide lydbølger skyllede ud i rummet, da jeg var på indkøbstur i Føtex Food forleden. 

Brugen af musik i supermarkeder er i mange år blevet latterliggjort, nok især i kraft af den lidt forældede genrebetegnelse "muzak", som indtog og raserede elevatorer, hotellobbyer og indkøbscentre op gennem 80'erne. En upersonlig loopbaseret lydpølse af yderst tvivlsom kvalitet, som blev brugt som baggrundstæppe til at dræbe stilheden. Men i dag ser vi en anden tendens. 

Foto: Frankie Cordoba

Første gang jeg for alvor lagde mærke til musikken i et supermarked, var da tonerne af John Mayer og Jack Johnson pludselig mødte mig i grøntafdelingen i Super Brugsen. Med den effekt at jeg blev godt tilpas, rolig og tryg. Og jeg kan ikke engang lide Jack Johnson! Jeg blev budt velkommen med noget velkendt, og det gav en rigtig rar følelse i maven. 

Også Fakta har gjort brug af velkendte popsange med stor succes i deres butikker. Faktisk forsøgte de i en periode at skære ned på musikposten i budgettet ved at bruge "royalty-free", og dermed også, undskyld mit sprog, pivhamrende tåkrummende skodmusik i stedet. Med det resultat at klager fra de ansatte og butikkens kunder væltede ind fra første dag.

Vi kan ikke narres! Og vi vil ikke spises af med dårlig kvaltiet, når vi går på indkøb. Vi forlanger, at stedet har gjort sig umage, og vi mærker med det samme, når musikken ikke fungerer. Dårlig og upassende musik går i nervesystemet, det irriterer og det frustrerer, med det resultat at vi køber mindre, forlader butikken hurtigere og sandsynligvis vælger butikken fra næste gang, hvis der er et alternativ.

Fakta kunne ikke modstå presset fra kunder og ansatte, og måtte genindføre den originale populærmusik i budgettet. En glad og tilpas medarbejder yder bare bedre service. Og da vi jo ved, at kunder træffer deres valg ifm. køb på baggrund følelser, virker det da som en meget god prioritering, ikke?

Så jo, at vi tager musikken seriøst, prioriterer den i budgettet og udnytter dens potentiale i både købssituationer og branding generelt, kan i den grad ses på bundlinjen. Fordi musikken taler til følelserne, og vi baserer vores indkøb på følelser.

Læs mere om Faktas brug af musik her.

Vend tilbage til beatrootstudio.dk

Når ASMR og popmusik forenes

Dét, som alle taler om lige nu i musikverdenen, er ikke Justin Timberlake, Bieber, Sheeran eller Ariana Grande. Det er såmænd en 17-årig popsensation, der i 2016 kom ud af ingenting og udgav singlen ”Ocean Eyes” på Soundcloud, og blev et viralt hit på bogstaveligt talt et døgn. I år udgav hun så pladen ”WHEN WE ALL FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO?”, og den er blevet en af de mest skelsættende plader i nyere tid. Artistens navn er Billie Eilish, og hun har rusket godt og grundigt i musikbranchen.

Lyt til “Bad Guy” her mens du læser videre.

De af jer, der har fulgt med her på siden, kan måske huske, at jeg tidligere har skrevet et indlæg om Youtube-fænomenet ASMR. ASMR er en særlig form for sansestimulering, hvor såkaldte ASMR-værter laver smaske-, hviske-, mund- og kropslyde, optager dem helt på mikrofonen, og udgiver det på Youtube.

Og det er netop disse ASMR teknikker, Billie Eilish gør brug af i sin musik. Hendes hviskende sagte vokal optaget helt tæt på mikrofonen, sammenholdt med den tørre effektløse lyd på hendes stemme gør, at et ekstremt tæt og intimt univers etableres. Hvor mange popvokaler i dag er sovset ind i delays og stereoeffekter, for at gøre dem kæmpe store og fyldige, er Eilish gået i den diametralt modsatte retning, og har skabt en hyperrealistisk sovekammerlyd, hvor smaske- og mundlyde bliver understreget, ikke fjernet. Billie Eilish er lyden af en ASMR vært fanget i et popunivers.

Produktionerne, som er lavet af Eilish' bror Finneas – i netop hans soveværelse – er mestendels båret af et elektronisk fundament af buldrende stramme 808 trommer* og fængende synthlyde, stærkt akkompagneret af mere eller mindre obskure akustiske lyde lige fra akustisk guitar til kuglepensslag på porcelæn, samt, hvad der lyder som, tilfældige optagelser fra rummet, Billie og Finneas sidder i. Det giver et meget menneskeligt og hjemmelavet touch, hvilket står i skarp kontrast til den mere ferske og glatte lyd, vi kender fra f.eks. Bieber og Grande. Den næsten uhyggeligt autentiske stemning, hvor man ind i mellem føler, man er i rum med Eilish, klæder de minimalistisk udførte pop-produktioner og vel-snedkererede sange helt utroligt godt. De digitale produktionsværktøjer bliver virkelig foldet ud på en eksperimenterende og nyskabende måde, hvilket placerer Billie Eilish' skrøbelige personlighed så smukt i den digitale samtid.

Denne plade er et interessant og nyskabende eksempel på, hvordan ASMR integreres i moderne popmusik, og er et absolut must at have hørt, hvis man er bare lidt interesseret i popkultur.

Vend tilbage til beatrootstudio.dk

*808 trommer er en reference til en Roland trommemaskine, der kom frem i 80'erne, og som er blevet den nye standard for trommelyd i dag.

Lyt til seneste single “My Strange Addiction”. Stærkt vanedannede.

Mono is dead! right?

Forleden overhørte jeg brudstykker af en samtale om, hvorvidt den musik vi hører i dag er i mono eller i stereo. Der syntes i flokken at være konsensus om, at stereo er standard, og mono hører fortiden til. Mono er jo dødt, ikke?

Men, nej. Det kunne faktisk næsten ikke være mere forkert. For mono har i 10’erne gjort sit overraskende store comeback, og er blevet den nye standard for mange musikforbrugere.

Stereo blev med stue-anlægget op gennem 80’erne og 90’erne standarden, ligesom de gamle billedrørs-fjernsyn også var i stereo. Altså havde afspilningsenhederne to højttalerenheder, der skaber en rumlig fornemmelse, fordi f.eks. guitar kan placeres i venstre højttaler, klaver i højre højttaler, vokal midt imellem osv.

I dag har vi bluetooth-højttalere, fladskærmsfjernsyn, laptops og mobiltelefoner, som alle har hvilket til fælles?

At de spiller i mono. Dvs. at al lyd uanset placering i stereobilledet, vælter ud gennem midten af én højttalerenhed i stedet for to. Det har naturligvis betydning for lytteoplevelsen.

Beoplay A1 fra B&O. En bluetooth mono-højttaler som efterhånden hænger i mange hjem, kontorlokaler og butikker.

I en monohøjttaler får man ikke samme rumlige fornemmelse, og de forskellige roller i musikken har, forsimplet fortalt, sværere ved ikke at træde hinanden over tæerne, da der er mindre luft og mindre plads at bevæge sig på.

Dette har også stor betydning for det arbejde, en lydmixer som jeg udfører, når jeg skal lave et mix til TV, Youtube eller div. streamingtjenester. Hvor mixere i mange år har sagt, “I don’t care about mono” og “mono is dead”, er det fuldstændig essentielt, at man i dag krydslytter sit mix i både mono og stereo. Simpelthen fordi modtageren med stor sandsynlighed hører produktet i en monohøjttaler.

Uanset om du har lagt en banjo i venstre side og en tambourin i højre side, skal de altså begge kunne høres i mono. Man skal have taget stilling til de forskellige roller og prioritere dem, fordi mono alt andet end lige er et kompromis. Så selvom både stereoanlæg og stereo-hovedtelefoner stadig er udbredt blandt musikforbrugere, er vi nødt til at forholde os til den nye mono-virkelighed, og agere efter den.

Så lad mig én gang for alle slå fast, mono er IKKE dødt. Mono er, efter mange år i respirator på intensiv, opvågnet og udskrevet til et helt nyt og meningsfuldt liv.

Vend tilbage til beatrootstudio.dk