Bent Fabricius-Bjerre er vel nok den største danske filmkomponist med sine umiskendelige titelmelodier til Matador, Alley Cat og Klovn. Men hvad mange måske ikke ved er, at Bent også var en fantastisk lyddesigner. Et af de mest ikoniske lyddesigns på dansk TV er utvivlsomt Metronomes lille lydsignatur, der huserede hver en husstand - særligt i 90’erne - som afrunding på de programmer, selskabet har produceret.
Men hvem er mon ophavsmanden til dette lille værk?
Det er såmænd Bent Fabricius-Bjerre, som, hvad mange måske heller ikke ved, var stifter af produktionsselskabet tilbage i 1950.
Den velkendte lyd, der har sat standarden for lydsignaturer på TV, består af en metronom, som er et hjælpemiddel fra musikkens verden, der kan holde takten. Denne metronomlyd er synkroniseret med en metronom-lignende animation, der svajer fra side til side, og afrundes af en lys og fyldig keyboardlignende klang.
Det geniale og elegante ved denne lyd er ikke alene, at den er godt komponeret, klinger rart og afrundes på en måde, der føles belønnende for hjernen. For mig ligger genialiteten i den sammenhængskraft, der er mellem animation, lyd og navn. Metronomen er det gennemgående koncept, der trækker de tre elementer sammen, og skaber den smukke helhed. Dén sammenhængskraft, der ligger i konceptet, løfter hvert enkelt element op på en hylde, man ikke ellers ville have nået, og er et perfekt eksempel på, at 1+1+1 kan give 5.
En metronom
Metronome logo
- Af Bent Fabricius-Bjerre
En sammenligning med Netflix-lyden
Et af de mest velkendte eksempler på lydsignaturer i dag er Netflix’ “da-dum” lyd. Det er en lyd, som er blevet referencepunkt for mange designere, fordi vi er blevet eksponeret for den utallige gange og derfor føles rar og velkendt. Alle kender lyden af Netlfix.
Men hvad jeg ville ønske er, at man i stedet kigger lidt længere tilbage i tiden, og skæver til Bent Fabricius-Bjerres Metronome-lyd, når man spejder efter forbilleder. For i modsætning til Metronome-lyden, har jeg i Netflix-lyden svært ved at finde sammenhængskraften mellem billede og lyd.
Hvorfor siger lyden af Netlfix “da-dum”?
På et konceptuelt plan forstår jeg faktisk ikke lyden. Den er spøjst timet med animationen, som ligner penselstrøg mere end de hammerslag/trommeslag, lyden kunne associere til. Hvis jeg må være nørdet et øjeblik, virker animationen som en strøget, taktil tekstur, hvor den tilhørende lyd er en bankende bummelum-transient uden tekstur. Halen af “da-dum” lyden er efter sigende en guitarklang spillet baglæns, men er både kold, lidt syntetisk og igen timet spøjst til animationen.
At nogen har syntes, det lyder godt, er ikke nok. Vi er nødt til at sigte højere. Også selvom lyden efterhånden har fået så stærk en genkendelighed, at den uden tvivl virker og føles trygt og rart for seeren.
Så kære Bent, tak for stor inspiration med din innovative, konceptuelle tilgang til dit virke som lyddesigner. Må dine værker leve videre og være til inspiration til evig tid. Jeg vil i hvert fald hive dit arbejde med mig, hvor jeg kan.
Døm selv Netflix-lyden her, og fortæl mig endelig, hvorfor jeg er fuld af vrøvl.
Netflix-lyd til streaming
- Af Lon Bender
Netflix-lyd til biografer
- Af Hans Zimmer