Musik kan ses på bundlinjen

Original musik vinder frem i supermarkederne, og jeg blev faktisk lidt chokeret, på den gode måde, da Bon Ivers blide lydbølger skyllede ud i rummet, da jeg var på indkøbstur i Føtex Food forleden. 

Brugen af musik i supermarkeder er i mange år blevet latterliggjort, nok især i kraft af den lidt forældede genrebetegnelse "muzak", som indtog og raserede elevatorer, hotellobbyer og indkøbscentre op gennem 80'erne. En upersonlig loopbaseret lydpølse af yderst tvivlsom kvalitet, som blev brugt som baggrundstæppe til at dræbe stilheden. Men i dag ser vi en anden tendens. 

Foto: Frankie Cordoba

Foto: Frankie Cordoba

Første gang jeg for alvor lagde mærke til musikken i et supermarked, var da tonerne af John Mayer og Jack Johnson pludselig mødte mig i grøntafdelingen i Super Brugsen. Med den effekt at jeg blev godt tilpas, rolig og tryg. Og dét til trods for at jeg virkelig ikke kan lide Jack Johnson! Jeg blev budt velkommen med noget velkendt, og det gav en rigtig rar følelse i maven. 

Også Fakta har gjort brug af velkendte popsange med stor succes i deres butikker. Faktisk forsøgte de i en periode at skære ned på musikposten i budgettet ved at bruge "royalty-free", og dermed også, undskyld mit sprog, pivhamrende tåkrummende skodmusik i stedet. Med det resultat at klager fra de ansatte og butikkens kunder væltede ind fra første dag.

Vi kan ikke narres! Og vi vil ikke spises af med dårlig kvaltiet, når vi går på indkøb. Vi forlanger, at stedet har gjort sig umage, og vi mærker med det samme, når musikken ikke fungerer. Dårlig og upassende musik går i nervesystemet, det irriterer og det frustrerer, med det resultat at vi køber mindre, og sandsynligvis vælger butikken fra, hvis der er et alternativ.

Fakta kunne ikke modstå presset fra kunder og ansatte, og måtte genindføre den originale populærmusik i budgettet. En glad og tilpas medarbejder yder bare bedre service. Og da vi jo ved, at kunder træffer deres valg ifm. køb på baggrund følelser, virker det da som en meget god prioritering, ikke?

Så jo, at vi tager musikken alvorligt, prioriterer den i budgettet og udnytter dens potentiale i både købssituationer og branding generelt, kan i den grad ses på bundlinjen. Fordi musikken taler til følelserne, og vi baserer vores indkøb på følelser.


Læs mere om Faktas brug af musik her.

Når ASMR og popmusik forenes

Det som alle taler om lige nu i musikverdenen, er ikke Justin Timberlake, Bieber, Sheeran eller Ariana Grande. Det er såmænd en 17-årig popsensation, der i 2016 kom ud af ingenting og udgav singlen ”Ocean Eyes” på Soundcloud, og som blev et viralt hit på bogstaveligt talt et døgn. I år udgav hun så pladen ”WHEN WE ALL FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO?”, og den er blevet en af de mest skelsættende plader i nyere tid. Artistens navn er Billie Eilish, og hun har rusket godt og grundigt i musikbranchen.

Lyt til “Bad Guy” her mens du læser videre.

 

De af jer der har fulgt med her på siden kan måske huske, at jeg tidligere har skrevet et indlæg om Youtube-fænomenet ASMR, som er en særlig form for sansestimulering, hvor såkaldte ASMR-værter laver smaske-, hviske- og andre mund- og kropslyde, optager dem helt på mikrofonen og udgiver det på Youtube.

Det er netop disse ASMR teknikker, Billie Eilish gør brug af i sin musik. Hendes hviskende sagte vokal optaget helt tæt på mikrofonen, sammenholdt med den tørre effektløse lyd på hendes stemme gør, at et ekstremt tæt og intimt univers etableres. Hvor mange popvokaler i dag er sovset ind i delays og stereoeffekter for at gøre dem kæmpe store og fyldige, er Eilish gået i den diametralt modsatte retning, og har skabt en overdrevet sovekammerlyd, hvor smaske- og mundlyde bliver understreget og ikke fjernet. Billie Eilish er lyden af en ASMR vært fanget i et popunivers.

Produktionerne som er lavet af Eilish' bror Finneas – i netop hans soveværelse – er mestendels båret af et elektronisk fundament af buldrende stramme 808 trommer* og fængende synthlyde, stærkt akkompagneret af mere eller mindre obskure akustiske lyde lige fra akustisk guitar til kuglepensslag på porcelæn, samt mere eller mindre tilfældige optagelser fra rummet, Billie og Finneas sidder i. Det giver et meget menneskeligt og hjemmelavet touch, hvilket står i skarp kontrast til den mere ferske og glatte lyd, vi kender fra f.eks. Bieber og Grande. Den næsten uhyggeligt autentiske stemning, hvor man ind i mellem føler, man er i rum med Eilish, klæder de minimalistisk udførte pop-produktioner og vel-snedkererede sange helt utroligt godt. De digitale produktionsværktøjer bliver virkelig foldet ud på en eksperimenterende og nyskabende måde, hvilket placerer Billie Eilish' skrøbelige personlighed så smukt i den digitale samtid.

Denne plade er et interessant og nyskabende eksempel på, hvordan ASMR kan integreres i moderne popmusik, og er et absolut must at have hørt, hvis man er bare lidt interesseret i popkultur.

*808 trommer er en reference til en Roland trommemaskine, der kom frem i 80'erne, og som er blevet den nye standard for trommelyd i dag.

Lyt til seneste single “My Strange Addiction”. Stærkt vanedannede.

Mono is dead! right?

Forleden overhørte jeg brudstykker af en samtale om, hvorvidt den musik vi hører i dag er i mono eller i stereo. Der syntes i flokken at være konsensus om, at stereo er standard, og at mono hører fortiden til. Mono er jo dødt, ikke?

Men, nej. Det kunne faktisk næsten ikke være mere forkert. Mono har i 10’erne gjort sit overraskende store comeback, og er blevet den nye standard for mange musikforbrugere.

Stereo blev med stue-anlægget op gennem 80’errne og 90’erne standarden, ligesom de gamle billedrørs-fjernsyn også var i stereo. Altså havde afspilningsenhederne to højttalerenheder, der skaber en rumlig fornemmelse, fordi f.eks. guitar kan placeres i venstre højttaler, klaver i højre højttaler, vokal midt imellem osv.

I dag har vi bluetooth-højttalere, fladskærmsfjernsyn, laptops og mobiltelefoner, som alle har hvilket til fælles?

At de spiller i mono. Dvs. at al lyd uanset placering i stereobilledet, vælter ud gennem én højttalerenhed i stedet for to. Det betyder naturligvis noget for lytteoplevelsen.

 
Beoplay A1 fra B&O. En bluetooth mono-højttaler som efterhånden hænger i mange hjem, kontorlokaler og butikker.

Beoplay A1 fra B&O. En bluetooth mono-højttaler som efterhånden hænger i mange hjem, kontorlokaler og butikker.

 

I en monohøjttaler får man ikke samme rumlige fornemmelse, og de forskellige roller i musikken har, forsimplet fortalt, sværere ved ikke at træde hinanden over tæerne, da der er mindre luft og mindre plads at være på.

Dette har også stor betydning for det arbejde en lydmixer som jeg, udfører, når jeg skal lave et mix til TV, Youtube eller div. streamingtjenester. Hvor mixere i mange år har sagt, “I don’t care about mono” og “mono is dead”, er det fuldstændig essentielt, at man i dag krydslytter sit mix i både mono og stereo. Simpelthen fordi modtageren med stor sandsynlighed hører produktet i en monohøjttaler.

Uanset om du har lagt en banjo i venstre side og en tambourin i højre side, skal de begge kunne høres i mono. Man skal have taget stilling til de forskellige roller og prioritere dem, fordi mono alt andet end lige er et kompromis. Så selvom både stereoanlæg og hovedtelefoner stadig er udbredt blandt musikforbrugere, er vi nødt til at forholde os til den nye mono-virkelighed, og agere efter den.

Så lad mig én gang for alle slå fast, mono er IKKE dødt. Mono er, efter mange år i respirator på intensiv, opvågnet og udskrevet til et helt nyt og meningsfuldt liv.

Seinfeld - den konceptuelle skabelsesproces


En af de største TV succeser nogensinde Seinfeld, er også kendt for at have en af de mest ikoniske titelmelodier. Faktisk er musikken direkte inspireret af Jerry Seinfelds måde at tale på. Hans flow, hans rytme og hans tonale og dynamiske spænd i leveringen af jokes i hans stand-up shows.

Et sjovt bevis på at musik ikke bare er grebet ud af den blå luft. Den er konceptuel, metodisk komponeret og nøje tilpasset indhold og udtryk.

Den kitschede slap-bas lyd består i øvrigt af skræddersyede samples af en rigtig bas, men bliver spillet på et keyboard, hvilket giver den lidt kunstige lyd. 80'er pop-mundlydene er lavet af komponisten Jonathan Wolff selv.

Lydidentitet uden identitet - UEFA Champions League

Liverpool FC er ny UEFA Champions League mester, og som så mange andre så jeg den halvsløje forestilling i den fornemste klubturnering lørdag aften. Med pomp og pragt bliver de to klubhold præsenteret på det prægtige Wanda Metropolitano stadion i Madrid, som i rødt og hvidt var dækket op til den helt store fodboldfest.

Og hvad er en fest uden musik? Den velkendte Champions League hymne gjalder ud over stadionhøjttalerne som det ultimative klimaks på den lange optakt til kick off.

Men I guder, hvor den evindelige hymne dog bare aldrig nogensinde rammer mig!
Der, hvor gåsehuden burde indfinde sig og hårene på armene rejse sig, føler jeg absolut intet. De dansende storladne strygere og svulstige, pompøse korsang i skøn forening, burde ellers være en sikker opskrift på gåsehud og pres på tårekanalen, men lige lidt hjælper det. Og jeg undres hver gang.


Tydelig identitet

Champions League er måske nok det brand i fodboldens verden, der har den tydeligste identitet. Både visuelt og auditivt. Og lydidentiteten har en genkendelighed, som giver tryghed. Jeg forestiller mig UEFA gerne vil afspejle drama, teater, pompøsitet, tradition og højtidelighed, hvilket de er lykkes rigtig fint med. Men uanset hvor ofte jeg støder på denne vigtige hymne, lige lidt mærker jeg. Hvor de taktile glatte strygere skulle føles som varme, blide strøg på ryggen, føles de nærmere som at læne sin bare ryg op af et stålkøleskab eller et vådt bådeforhæng i morgenbadet. Det er simpelthen for koldt!


Jeg vil gerne rose UEFA for at forstå vigtigheden af en tydelig lydidentitet. Ingen gennemsnitlig fodboldseer er vel i tvivl om, hvordan hymnen lyder bare ved at omtale den. En tydelighed vi nærmest kun kender fra Apple. Det er både modigt, langsigtet og ofte strategisk klogt at holde fast i sin identitet. Men hvis ikke kompositionen virker, både set fra et analytisk og følelsesmæssigt perspektiv, ja, så er det desværre bare lidt skønne spildte kræfter.
Operationen gik godt, men patienten døde.


Jeg har naturligvis min subjektive holdning og personlige smag, men det er ikke kun det, der er på spil her. Ligesom det heller ikke er det, når vi bliver rørt af strygermusik på film. Det er noget i musikkens form, struktur og taktilitet, som kan bevæge os følelsesmæssigt. Og det er bare ikke rigtig lykkedes her.

Og hvorfor er det så så vigtigt at fremkalde de her følelser? Fordi følelser er det, der får os til at engagere os i et brand og holde det friskt i erindring.

En sidste ting er sproget der synges på. Jeg forstår, at UEFA med det franske gerne vil afspejle stil, tradition og historie, men det er på bekostning af forståelsen, som går ud over indlevelsen. Størstedelen forstår ikke et muk. Også selvom H.C. Andersen så klogt sagde: “Hvor ord svigter, taler musikken.”
I dette tilfælde taler musikken desværre hverken med ord eller toner.

Video uden lyd?

”85% af videoer på Facebook bliver set uden lyd, så videoer skal kunne fungere uden lyd.”

Dette er en sætning jeg til stadighed støder på, når jeg diskuterer brug af videoindhold i branding på sociale medier med kunder og samarbejdspartnere. Men betyder det så, at film ikke behøver at fungere med lyd?


I allerhøjeste grad, nej!

reynier-carl-440211.jpg


Tager jeg dit brand seriøst, tager jeg også dit indhold seriøst, og så forventer jeg, at du har gjort dig umage – også med lydsiden. Det gælder både hvad angår lydkvalitet og den musik, du har (eller ikke har) lagt på din video. Hvis jeg har en sådan forventning til dit brand, er det ganske sikkert, jeg tager mine hørebøffer på og slår lyden til. Men hvis du gang på gang skuffer mig, er det også ganske sikkert, at jeg tager dem af igen.


Lidt ligesom hvis jeg har bord på Noma, bydes høfligt velkommen, får venlig betjening i smukke rammer, men spises af med burger med pomfritter. Jeg forventede gourmet-mad, og fik i stedet junk food. Og kommer helt sikkert ikke igen.


Brug kun musik der repræsenterer dit brand, og dit budskab vil stå så meget klarere, og din identitet så meget tydeligere. Hvis dit brand tilmed har sin egen genkendelige lydidentitet, skaber du endvidere tryghed, og dit budskab mærkes blot endnu stærkere. Chancen for at dine gæster får en god oplevelse og vender tilbage, vil helt sikkert være meget større, hvis de mødes af en velkendt lyd.


Jeg bliver både forvirret og utryg, hvis dit nok så fine indhold om content marketing og kommunikation (ingen nævnt her) eksempelvis formidles på et baggrunds-lydtæppe af lækker bossa-nova og spansk salsa - stik imod alt hvad dit brand repræsenterer. Og troværdigheden, ja, den etableres faktisk aldrig.


Stats lyver altid

Det er muligt, at 85% af alle videoer på Facebook afspilles uden lyd. Men har vi i den ligning husket at indregne:

  • De mange ubetydelige autoplays

  • Upræcis targeting ift. målgruppe

  • At video af mange institutioner benyttes til at bringe meddelelser og nyheder, og ikke nødvendigvis æstetik?


Statistikker giver fingerpeg, men fortæller aldrig hele sandheden. Godt nok skal video på sociale medier fungere uden lyd, men den skal så sandelig også fungere med lyd, hvis interessen hos målgruppen skal fastholdes. Formår du at sætte din video i scene og skabe en forventning om en helhedsoplevelse, så kan jeg love dig, at jeg slår lyden til. Og jeg fisker også gerne hovedtelefonerne op af tasken, hvis jeg er på farten.

Det ville da være frygteligt synd ikke at udnytte den evne lyd har til at skabe stemning og følelse hos modtageren, når vi nu ved at musik virker, ikke?

Nyt Lykkehjul, med velkendt lyd

Lykkehjulet vender tilbage på TV. Man har været nødt til at bygge et nyt hjul, men lyden er den samme. Lyden af Lykkehjulet ER jo Lykkehjulet. 

Jeg husker tydeligt den tykke, fyldige og taktile lyd af pilen, der i aftagende, men insisterende hak, stryger henover hjulets spidse søm på de farvede felter. Og jeg husker tydeligt, hvor rart det føltes at lytte til.

Stor ros til TV2 for at forstå vigtigheden af lyd og for at genbruge den originale lyd af Lykkehjulet. Lyden er ganske enkelt en helt essentiel del af Lykkehjulets identitet.

God lyd, nej tak?!

VM bolden ruller i Rusland, og det helt store samtaleemne har været indførelsen af VAR. Et Video Assisantant Referee-system, der kan gennemse eventuelle oversete forseelser på banen og omstøde kendelser. Teknologien har for alvor gjort sit indtog i fodboldens verden.
Men hvis man kigger lidt på lydens udvikling siden fodboldtransmissionens undfangelse i 50'erne, så er der også sket en stor udvikling. Optageudstyr, forbindelser og teknologi er optimeret, og lydkvaliteten er forbedret til følge. Og det er jo en god ting! God lyd er altid godt, gøede lydsnobben. Eller, er det?

 

Jeg må indrømme, at mens jeg er stor fortaler for brug af teknologi og hilser enhver kvalitetsforbedring velkommen, så savner jeg den forvrængede, skrattende, overstyrende lo-fi kommentatorlyd ved denne slutrunde, som vi kender det fra eksempelvis EM, i det herrens år, '92. Jeg savner støj og overhør fra de syngende tilskuere på tribunerne i kommentatorenes mikrofoner. Jeg savner at mærke, at kommentatorerne sidder lige midt i orkanens øje. Og jeg savner at opleve kommentatorerne som en ligeværdig aktør i teatret i den ubarmhjertige arena, hvor lyd fra bane, tribuner og kommentatorer går op i en højere enhed – i ét samlet lydinferno. 

Måske du allerede nu tænker, "hvad snakker manden om" - men det lyder i mine sarte ører ganske enkelt ikke som om, at tilskuere og kommentatorer sidder samme sted under dette VM. Og der går autenticiteten tabt. 

At lave lyd på sportsbegivenheder er i min optik ikke kun en øvelse i lydkvalitet, men også at have sans for sted, støj og lo-fi lyd som virkemiddel. Lydkvaliteten er simpelthen blevet for god, kløften mellem kommentatorlyd og tilskuerlyd er blevet for stor, og lyden af spark til bold o.l. fra banen, er i øvrigt heller ikke eksisterende.

Lyd taler til vores følelser, og oplevelsen af lyd er ofte subjektiv. Så måske du er uenig, måske du er enig. Men uanset hvad, så prøv at lægge mærke til den afstand, der er, mellem kommentatorlyden og larmen fra publikum næste gang du ser Danmark spille i Rusland. Er den stor, er den lille? Lyder det som om lyden kommer samme sted fra?
Døm selv.

Kommentatorlyd må i min verden bare ikke blive hi-fi. Den grovkornede, komprimerede lyd og overhøret fra publikum i kommentatormikrofonerne, har nogle andre og vigtigere kvaliteter, end kvaliteten af kommentatorlyden i sig selv. Fordi den giver en mere autentisk og medrivende seeroplevelse. 


Rigtig god VM fornøjelse!



NB. Der er som altid med lyd naturligvis en masse variabler, hvad angår optagelser, støj, stadionarkitektur, larm fra fans, kommentatorernes placering, banemikrofonernes placering osv. Mit indlæg er en overordnet kommentar til udviklingen, hvor der selvfølgelig er undtagelser og grænsen mellem "god" og "dårlig" støj, ofte er hårfin.
I min tid som lydtekniker på TV3 Sport har jeg selv haft denne type lyd mellem fingrene. De mest autentiske kommentatoroptagelser, i min verden, var aldrig de "bedste", men dem der blev sendt fra udenlandske stadions via ISDN forbindelse. En håbløst gammeldags og forfærdelig ustabil, komprimeret telefonlydende forbindelse. Men med masser af autentisk støj, komprimeret til atomer. Lige som det skulle være.

Akustik og podcasting

"Jeg vil gerne i gang med at producere podcasts. Hvilken mikrofon skal jeg købe?”

Det er et spørgsmål jeg ofte får, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en lidt bagvendt tankegang. For selvom en god mikrofon er vigtig, så betyder den forsvindende lidt, hvis ikke det rum du optager i fungerer.
Derfor, hvis du gerne vil i gang med at lave podcasts, så vil mit første og bedste råd til dig være at finde et optagerum med en god akustik. 

Og hvad er god akustik så?

God akustik er, når ekkoet af den lydimpuls du sender ud i rummet, f.eks. et klap, ikke er tydeligt hørbar i rummet.
Vi kender alle den lange rungende akustik fra en p-kælder, en sportshal eller en trappeopgang. Den lyd vi sender ud skydes frem og tilbage mellem rummets mange hårde overflader, hvilket giver lyd en lang levetid. Dette kalder man også efterklang, og det er den, der helst skal være minimal, når vi optager podcasts.

Så hvordan finder jeg et godt optagerum?

Undgå så vidt muligt rum med hårde overflader som vinduer, bare vægge, betongulve, klinker, spejle, computer/tv-skærme og billedrammer. Dette kunne være et køkken, et badeværelse, et bryggers eller et kontor med glasvægge. Denne type rum bør undgås.

Vælg i stedet et rum med tunge møbler og bløde overflader som sofaer, lænestole, seng, gulvtæpper, puder, bogreoler, tøjstativer, gardiner, opslagstavler og akustikplader i loftet. Dette kunne være et soveværelse, en dagligstue eller et kontor med bøger og bløde møbler.

Absorbering/Refleksion

Når lyd rejser i et rum, vil den groft sagt enten absorberes eller reflekteres, der hvor den rammer. Er overfladen hård reflekteres den, er den blød og tyk absorberes den. Når lyd absorberes får vi en kortere efterklang, og det er lige præcis det vi tilstræber, når lydkvaliteten skal være i top.

Prøv dig frem

Når alt dette så er sagt, så findes der ingen nøjagtige formler på god akustik, så prøv dig frem. Klap i rummet og lyt efter ekkoet, lav testoptagelser med tale og lyt efter om efterklangen er overdøvende. Er den det, så find et andet rum eller ommøbler rummet. For hvis ikke akustikken fungerer, så vil rummets rungen distrahere  lytteren, svække din troværdighed, sløre dit budskab og du vil med garanti miste din lytter undervejs. 


Derfor, inden du køber dyrt og flot udstyr for alle dine sparepenge, så find og prioritér et godt rum til dine optagelser. Fordi god akustik er altafgørende for den gode lydkvalitet på din podcast.



Nice to know's.
Undgå store rum med højt til loftet. Store og høje rum = lang efterklang.
Ujævne overflader i et rum bryder lydbølgernes bane, og er hensigtsmæssigt for akustikken. Eksempelvis kan planter, bogreoler, træpersienner og gardiner være medvirkende til dette.
Skråvægge, skillevægge, træbjælker o.l. bryder parallelle vægge, hvilket også er med til at mindske resonansen i rummet. 
Kig efter akustiskplader i form af rockwool eller andet lydabsorberende materiale i loftet.

Vinyl vs. streaming

Jesper Buch i Løvens Hule om vinyl vs. Spotify:

"Fundamentalt er det bare forkert for mig at gå tilbage igen.... jeg vil gøre verden lidt bedre, og det virker forkert at gå retur."

Kære Jesper, selvom man går tilbage rent teknologisk, kan man sagtens gå frem. Eller rettere, netop fordi vi hele tiden går frem teknologisk, må vi nogle gange gå tilbage for at gå frem.

Spotify er fantastisk, men har sine åbenlyse begrænsninger mht. lydkvalitet, lytteoplevelse og endeløse valgmuligheder. 

Ingen teknologi kan efterligne den taktile og analoge oplevelse af at tage en plade ud af reolen, trække den ud af papircoveret, lade diamantnålen skære sig bølgende blidt igennem de tætliggende lameller i det blanke, sorte stykke vinyl, der snurrer rundt om sig selv. 

Kald mig bare romantiker, men vinylsalget toppede altså igen i 2017 inden for de sidste 25 år, og segmentet der går tilbage til vinylen er stærkt stigende. Fordi den analoge musikafspilning kan tilbyde en bedre kvalitet end den digitale streaming kan. Og så tror jeg også, at begrænsningen i valgmulighederne i pladereolen er en befrielse for mange i en tid, hvor vi konstant skal tage stilling blandt endeløse valgmuligheder.  

Derfor er vinyler også en del af musikforbruget i fremtiden. Fordi det gør verden lidt bedre. 

28768502_10155161089101790_277977050_o.jpg

Rettigheder og brug af musik


Jeg skal bruge noget musik til en film på Youtube. Hvem kender noget god musik uden rettigheder?
 

Den type spørgsmål støder jeg oftere og oftere på, og jeg møder flere steder uklarheder, misforståelser og desværre også en del uvidenhed omkring rettighedsspørgsmål ved brug af musik. Og kære venner, jeg forstår jer godt!
Som komponist og musiker vil jeg derfor gerne komme jer til undsætning, og skal forsøge at kaste lidt lys over de gældende regler på området. Og jeg vil forsøge at give et par gode råd med på vejen.

 

Foto: John Hult

Foto: John Hult

 


Jeg vil gerne starte med at sige, at musik "uden rettigheder" ikke eksisterer. Komponisten er rettighedshaver. Når en komponist indgår aftale om, at andre må bruge et stykke musik, giver komponisten det man kalder en licens eller en brugsret. Der gives tilladelse til, at pågældende person, brand el.l. må bruge musikken, men rettighedshaveren er stadig komponisten selv. 

Det er denne brugsret en komponist, udover arbejdstimer, kompenseres for, når denne udleverer sin musik til brug på film, reklamer mm. Som kunde ejer man altså ikke musikken, men man kan få tilladelse til at bruge den mod kompensation. 
 

Koda og afregning



Praktisk talt alle professionelle komponister i Danmark er medlemmer af Koda, som er en organisation, der varetager komponisters rettigheder, og som sørger for at opkræve og fordele midler til rettighedshavere, når deres musik afspilles offentligt. Al afregning for brug af musik skal som udgangspunkt ske gennem Koda. 

Men, i disse nye tider hvor musik optræder overalt på Youtube, Facebook osv., er det praktisk talt blevet en umulighed for Koda at administrere komponisters rettigheder alle steder. Også fordi både Facebook og Youtube modsætter sig at betale til Koda og dermed kompensere rettighedshaver(e). Fordi de kan, og fordi det er svært at sanktionere imod dem.

I disse tilfælde overlades forhandling og opkrævning af rettighedsvederlag til komponisten selv. Det har presset markedet, og det har sløret billedet af komponisters ophavsret. 
Det er derfor måske ikke alle, der støder på Koda, men det er vigtigt at vide det eksisterer, for at forstå sammenhængen, og for at forstå hvorfor en komponist får rettighedsvederlag. 

Der findes naturligvis også tilfælde, hvor en komponist indvilliger i at lade andre bruge sin musik kvit og frit. I så fald vil man typisk bede om kreditering eller anden form for PR, der kan give omtale og udbrede kendskabet til komponisten. Rettighederne til musikken er stadig komponistens, man får bare ikke vederlag i kroner og ører. 

Abonnerer man på Audio Network eller lignende musikbibliotek, er aftalen om rettighedsvederlag et mellemværende mellem komponist og distributør - som i dette tilfælde f.eks. Audio Network. Det betyder altså ikke, at komponisten ikke længere er rettighedshaver. Vederlag for rettigheder er blot ikke umiddelbart synligt for abonnenten.
 

lang historie kort 



En komponist ejer altså uanset hvad rettighederne til sin musik, og har principielt krav på et vederlag ved offentlige afspilninger. Denne afregning sker gennem Koda når musikken bruges på TV, radio, biografer og hjemmesider. Eller den kan ske ved forhandling med komponisten selv i tilfælde af brug på Youtube, Facebook og andre sociale medier, der ikke er omfattet af Kodas afregning. Det er således ikke lovligt at bruge musik uden at indgå aftale med rettighedshaver eller Koda. 
 

5 gode råd

 

Så, mine råd til dig der står med et minimalt budget, og skal ud og finde musik til din film eller podcast er:


1. Overvej først hvilken rolle musikken skal have, hvad den skal kunne, og hvilke følelser/stemninger den gerne skal få frem hos modtageren?

Musik og lyd er fantastisk når den fungerer, men også altødelæggende når den ikke fungerer. Overvej evt. om musikken måske helt bør udelades, hvis dit budget er minimalt.


2.  Gå på opdagelse på Soundcloud, Spotify, blogs o.l. og find mindre kendte og upcoming bands. De vil med større sandsynlighed end de mere etablerede kunstnere, være interesserede i et samarbejde, hvis de bliver krediteret og til gengæld får eksponering.  


3. Vær kritisk og prioritér kvalitet. Internettet bugner af musik på alverdens hjemmesider, musikbiblioteker osv., og udvalget synes uendeligt. Kvaliteten er naturligt nok derfor også svingende. Hvis du ikke kan finde hvad du søger, så overvej igen punkt 1, eller punkt 4 og 5. 


4. Spørg i dit nærmeste netværk. Det lyder oplagt, men med det mener jeg venner og tætte samarbejdspartnere. At spørge sit netværk på LinkedIn, Twitter o.l. efter billig arbejdskraft ville jeg være påpasselig med, da det næppe vil fange den store interesse, og samtidig kan sende uhensigtsmæssige signaler om dig og dit projekt. 


5. Hvis du er helt på bar bund og usikker om retning og udtryk i musikken, så tag fat i en komponist. Han/hun kan hjælpe dig med at finde den helt rigtige musik, der understøtter dit budskab, eller skræddersy en løsning til dit produkt. Hvis økonimen ikke rækker så langt, så overvej hvad du kan tilbyde den anden vej. Måske du er grafiker og kan lave et logo, en hjemmeside, vil give middag, kan give gratis yogatimer - you name it. 
Hvis du har noget attraktivt at tilbyde den anden vej, vil lydhørhed og hjælpsomhed med garanti være større, end hvis du efterspørger musik "uden rettigheder".
 




Har du spørgsmål eller kommentarer vedrørende brug af musik og rettigheder, er du mere end velkommen til at tage kontakt via kontaktformularen eller på min mail, jeppe@beatrootstudio.dk.



NB. En komponists honorar for arbejdstimer og rettighedsvederlag adskilles normalt i forhandlingssituationer. I visse tilfælde kan man dog forhandle om én samlet pris, hvis det giver bedst mening for begge parter. 


Opdateret!
Som jeg så rigtigt er blevet gjort opmærksom på, skal man også huske at cleare rettighederne til synkronisering. Når musik og film synkroniseres og offentliggøres, skal det cleares via det der hedder NCB. Eller også skal NCB cleares med komponisten selv, hvis denne har en selvforvaltningsaftale.

Læs mere om NCB her:
http://www.ncb.dk/index.php/using-music/  

Twin Peaks er tilbage - med mindre musik og mere lyd

Den længe ventede fortsættelse af kultserien Twin Peaks er en realitet - over 25 år efter serien fik sin premiere i 1990. 
Serien om mordet på Laura Palmer har betaget og fascineret publikum verden over, hvor især det legendariske soundtrack af Angelo Badalamenti, har indprintet sig hos de fleste. De melodiøse og mørke tonestrøg danner fundament for mystikken, som mordet på Laura Palmer og de dunkle skove, er omgærdet af.

Hvis vi spoler tiden tilbage til pilotafsnittet fra 1990, var musikkens tydelige tilstedeværelse bemærkelsesværdig. Næsten hver en lokation havde sin egen stemningsmusik. Om vi var på The Great Northern Hotel, savværket, politistationen eller i skoven, var stemningen underbygget af musikken. Den fortalte os, hvornår der var uhygge og fare på færde, hvornår vi kunne ånde lettede op, slappe af eller grine. 


Den nye sæson
Det var med enorm forventningsglæde, jeg åbnede første låge af den nye Twin Peaks kalender. Som serie- og filmmusikelsker, var jeg især spændt på, om musikken ville spille samme centrale rolle som i første sæson. Jeg glædede mig til at blive omfavnet, betaget og berørt af fantastisk musik. Men lad det være sagt med det samme - jeg blev slemt skuffet.

De mørke og strygende synthesizerlyde, de taktile lilletrommewhiskers, de corny synth-trompeter, elklaveret med den karakteriske tremolo-vibrato, som vi kender fra første sæson, udeblev alle. De iørefaldende temaer var væk (bortset fra intromelodien), og musik var kun sporadisk til stede. 
 

Roomtone - lyd men ikke musik
I stedet for de lurvede 80'er lydtæpper var det nu rummenes egen tone, der dannede den auditive ramme. Det man også kalder roomtone - altså den reallyd der er i rummet.  F.eks. i form af lyd fra ventilatorer, radiatorer, et åbent vindue o.l. 
Denne roomtone er i det nye Twin Peaks så fremtrædende i lydbilledet, at den er en overdrevet gengivelse af rummets egen reelle lyd. På den måde har lyden stadig en fremtrædende rolle - men kun sjældent i form af musik. Og det er med til at understrege den lidt bizarre og kolde stemning i serien, hvor man rynker på næsen og tænker "hvad?".

Men det er efter min opfattelse på bekostning af engagementet, berøringen og de store følelsesmæssige udsving hos den, der ser. Soundtracket nærmest skreg i dets fravær, og gjorde det til tider svært at bevare fokus og interesse. Simpelthen fordi musikken har den evne, at den fastholder os i de lange passager med dialog, og gør tørt indhold mere spiseligt. 

David Lynchs´ svære valg
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette er et meget bevidst greb af David Lynch - som i øvrigt selv er manden bag lyddesignet. Efter at have set de fire første afsnit, hvor musikken langsomt introduceres, synes jeg omsider at have forstået, hvorfor musikken næsten udebliver i første afsnit. 
Jeg tror, David Lynch har følt sig nødsaget til at "tear the house down" for at genopbygge det påny. For ikke at servere gammel vin på nye flasker ser han det nødvendigt at smadre publikums forventninger, før der kan bygges noget nyt og selvstændigt op. 
Og dét er lykkedes. Bare med den konsekvens at serien fremstår mindre inviterende, til tider frastødende og blot mere mærkelig end dens forgænger (hvor utroligt det end lyder). 

Så hvis man forventer mere af det samme i det nye Twin Peaks, bliver man skuffet. Men forventer man sære plots, bizarre skikkelser, underfundige og overtroiske karakterer, humor og masser af tavshed, bliver ens forventinger til gengæld indfriet. Man er aldrig i tvivl om, at det er ægte David Lynch.


Musikkens vigtige funktion
Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg ønsker en gengivelse af musikken fra den første sæson. Den nye sæson skal jo også afspejle, at der er gået 25 år siden sidst. Men man kan undre sig over, at den vigtige funktion, musikken havde i Twin Peaks, er blevet tilsidesat i fornyelsens navn.
Jeg savner at blive stimuleret auditivt, og at blive guidet af musikkens stemninger. Musikken skal fortælle mig, hvornår og gerne hvordan jeg skal føle. Den skal tage mig i hånden, gøre mig (u)tryg og give historien dynamik og fremdrift. 

David Lynch er ikke bange for at tage chancer, skubbe grænser og udviske genre-skel. Hatten af for det. Og når jeg efterrationaliserer, kan jeg sagtens se den effekt degraderingen af musik har givet. En slags chok-effekt til den forventningsfulde musikelsker. Og jeg kan sagtens se det interessante i at lege med folks forventninger. Så det er stadig med stor spænding og åbent sind, jeg ser frem til de resterende afsnit af den serie, der i sin tid åbnede mine øjne og ører for musikkens kraft og indvirkning på film og tv. 

Hvorfor er Skam så stor en succes?

Skam er en af de største tv succeser i nyere tid både i og uden for Norge. Faktisk var hele 28% af Skams seere i sæson 3 danske.
Der findes mange årsager til Skams succes. Serien er godt castet, godt skrevet og problemstillingerne vækker genklang. Skam er et moderne portræt af ungdomsgenerationen, som rigtig mange mennesker, både unge og gamle, kan relatere til.

Men der er også en anden og meget væsentlig grund til Skams succes. Som de fleste nok har bemærket, er brugen af musik i serien meget fremtrædende. Alt fra norske nyklassikere med Gabrielle, til Robyn remixes og relativt ukendte coverversioner af velkendte sange, medvirker.

 

Musikken som kommunikationsform - slutscenen S04 E05
Netop en coverversion af en velkendt sang, spillede en central rolle i afsnit 5 af sæson 4. Efter den lettere kvalme "Imagine" fællessang i sidste del af afsnittet, udspiller der sig et drama med Sana i hovedrollen, hvor hendes verden mere eller mindre styrter sammen. Det kulminerer med, at Sana kommer ud fra toilettet, hvor hun har overhørt, at hun bliver smidt ud af russebussen, og pludselig ser Noora kysse med Yousef. Sanas formodentligt første møde med den ulykkelige kærlighed.

I samme moment træder musikken ind og understøtter, ja, faktisk overtager scenen.
En smuk, afdæmpet og meget inderlig version af Joy Divisions "Love Will Tear Us Apart" fylder hele lydbilledet. Den ulykkelighed, fortvivlelse og frustration, som hvirvler rundt i kroppen på Sana forstår vi, i kraft af musikken. Vi forstår den uden der siges et ord - fordi den melankolske, ensomme og fortvivlede stemning i musikken, fortæller os lige præcis, hvordan hun har det. Musikken gør os i stand til at sætte os i hendes sted, og får os til at føle empati.

Susanna and the Magical Orchestra - Love Will Tear Us Apart

På denne måde bruges musikken altså ikke blot som underlægning. Den har også en aktiv rolle i historiefortællingen, og bruges som kommunikationsmiddel. 

Puritanere vil måske mene, at det er blasfemi overhovedet at røre denne Joy Division klassiker, men når det gøres så sindssygt vellykket af Susanna and the Magical Orchestra, så må selv Henrik Marstal da bøje sig i støvet.
Dette er et godt eksempel på, hvordan musik og billede, når det spiller rigtigt sammen, kan løfte helhedsoplevelsen til nye højder. 
 

Brug af covernumre og remix
Skam benytter sig ofte af remix og coverversioner, og det er ikke tilfældigt.
Det er et meget snedigt træk fordi, at kunstner, sang og melodi vækker genklang, men blandes med nye friske toner. Seernes ører skærpes, samtidig med man giver dem noget de allerede kender, og er trygge ved. Et effektivt greb vi også har set i HBO´s Westworld, hvor kendte sange fortolkes i saloon-klaverversioner. Se evt. mit blogpost om Westworld længere nede i rullen. 



Musikkens rolle
Musik på film kan bruges på forskellige måder. Den bruges ofte til at skabe stemninger, fortælle noget om omgivelserne, og som i dette tilfælde, til at fortælle noget om personers følelser, 
 


Skam fun facts

  • Skam-playlisten på Spotify følges i skrivende stund af 118.867 brugere.

  • Bertel Haarder er erklæret Skam fan.

  • Nooras røde læbestift er blevet meget populær, og har påvirket make up-salget.

  • Skam har fået flere til at anmelde seksuelle overgreb efter det var et af temaerne i sæson 1.

Robotmusik - en trussel eller et potentiale?


Automatisering og robotstyring vil i fremtiden overtage rigtig mange af de opgaver, som i dag er varetaget af os mennesker. Faktisk er omstillingen allerede i fuld gang. I løbet af de seneste seks år er i omegnen af 100.000 manuelle jobs forsvundet fra danske arbejdspladser, og er i stedet erstattet af IT og robotstyring. 
Kan vi forestille os det samme ske inden for musikkens verden? Kan vi forestille os, at vi i fremtiden går til koncerter med robotbands i stedet for bands af kød og blod?

 

Faktum er i hvert fald, at den kunstige intelligens bliver mere og mere troværdig og kommer tættere på den menneskelige intelligens. 
Prøv bare at høre nummeret "Daddy's Car" i Youtube-linket nedenfor. Nummeret er fra sept. 2016, og er den første sang nogensinde, som er komponeret af kunstig intelligens. 



 

"Daddy's Car" - arrangeret og produceret af den franske komponist Benoít Carré, som også har skrevet teksten. Sang og melodi komponeret og udført af kunstig intelligens.


 

Forskere har udviklet FlowMachines, som er et system, der lagrer og lærer et gigantisk arkiv af musik. Systemet udvælger og kombinerer så toner på baggrund af dens "viden", og sætter dem sammen til hele melodier.
Og når man tænker over det - så er det i virkeligheden lidt det samme, vi mennesker gør. Vi udvælger og kombinerer og sammensætter toner, lyde og melodier, som er baseret på vores historik, og den erfaring vi har. Altså al den musik vi igennem livet har hørt. 
Så måske er vi slet ikke så forskellige fra de robotter, som vi går og tror...
 


Vil robotter og kunstig intelligens overtage musikbranchen i fremtiden?
Næppe. 
Uanset hvor troværdigt, fascinerende og imponerende robotmusik måtte være, så tror jeg på, at vi som art har brug for andre mennesker inden for kunstens verden. Vi har brug for de menneskelige forbilleder, og nogen som vi kan spejle os i. Og frem for alt har vi brug for nogen, der fortæller os den gode historie. Hvis jeg lige skal gå helt Blachman på den, så har vi mennesker brug for at skabe, røre, føle og mærke os selv og hinanden. Det er dét musikken kan. Den kan skabe kontakt mellem mennesker på et helt andet og mere eksistentielt plan, og den kan samle os. Og det har vi brug for. Derfor vil den menneskeskabte musik aldrig dø. 

Du kan læse meget mere om kunstig intelligens i musik i denne interessante artikel fra Information her.

360° video og Virtual Reality - En ny lyd-epoke står for døren.

Lyd er en uundværlig del af film, gaming og andre multimedier, men er alligevel ofte reduceret til nice-to-have på prioriteringslisten. Det kan dog i nær fremtid meget vel ændre sig. 
3D video er i rivende udvikling inden for gaming, på film, på Facebook og alle andre platforme, hvor film bliver afspillet. Og fordi 3D-film ganske enkelt ikke opleves som 3D, hvis ikke også lyden er det, så kan vi meget vel se en opblomstring i lydbranchen i en nær fremtid.
Hvis vi vel at mærke er vågne!

Kravene til et lydmix vil blive større, og udfordringerne for en 3D-lyddesigner ligeså. Lydsiden skal være i stand til at underbygge den 3D-virkelighed billederne præsenterer dig for. Derfor vil et troværdigt lyddesign ikke længere være nice-to-have, men snarere need-to-have.
Netop derfor skal vi i lydbranchen være parate. Vi skal være proaktive, og vi skal tage del i den nye 3D udvikling. Vi skal begynde at øve os på, at 3D-lyd bliver en ny standard på lige fod med stereo. 

Men skal man ikke have et stort og dyrt højttalersystem for at kunne høre 3D lyd?

Nej. 
3D hovedtelefoner er allerede på markedet, og inden længe vil de være til at handle til fornuftige penge. Dvs. at du i dine hovedtelefoner kan høre om lyden kommer forfra, bagfra, ovenfra, nedenfra eller fra siderne. Vi har længe kendt til lyd, der omslutter os, den såkaldte immersive audio, i form af surround sound fra biografer og hjemmebiografer. Men den helt store forskel fra surround sound til 3D-lyd er, at lyden ikke kun bevæger sig horisontalt, men også vertikalt. Denne omsluttende lydoplevelse vil nu oven i købet også kunne blive hvermandseje, og noget du tager med dig på farten. 


2016 blev ved årets start udråbt af mange fagfolk og brandingeksperter som "Lydens år", men den helt store boom-effekt er måske udeblevet. Noget tyder dog på, at vi har den til gode.

Rigtig godt lyt-år!

------------------------

3D lyd vil være relevant inden for: 

Virtual Reality (VR): En computersimuleret virkelighed der simulerer et miljø, hvor man oplever en fysisk tilstedeværelse i den virkelige verden. 

360° video: Videooptagelse som filmer til alle sider 360° rundt, hvor synsvinklen styres af brugeren under filmafspilningen. 

Computer-generated VR (CG VR): Virtual Reality Indhold som udelukkende er computergeneret, og altså ikke baseret på virkelighed. 

Augmented Reality (AR): Et miljø som er baseret på den virkelige verden, hvis elementer er augmenterede (forstørret/udvidet) af computergeneret input så som lyd, grafik, film, GPS data. 

Mixed Reality (MR): En sammensmeltning af den virtuelle og den virkelige verden, der tilsammen skaber et nyt miljø, hvor fysiske og digitale objekter sammen eksisterer og interagerer i realtime. 

Du kan læse mere om definitionerne på de forskellige begreber her.  

Hvad laver tonerne af Radiohead og Soundgarden i en støvet westernscene i Westworld?

Har du også lagt mærke til, at Radiohead og Soundgarden har sneget sig ind i HBO's aktuelle sci-fi serie Westworld? 
Og vidste du, at komponisten bag, Ramin Djawadi, også står bag musikken til Game of Thrones?

Inde på saloonen i Westworlds robot-temapark står et klaver. Akkurat som i de gamle westernfilm klimper klaveret løs som små bropassager og underlægning i flere af scenerne. Men det er ikke hvilken som helst musik klaveret spiller. Det er velkendte rockklassikere som Radioheads "No Surprises", Soundgardens "Black Hole Sun", Rolling Stones' "Paint It Black" og The Cures "A Forest". Og det er ret bemærkelsesværdigt!
Alt i saloonscenerne er autentisk og troværdigt ift. den westernsetting vi befinder os i. Baren, kostumerne, robotterne og klavermusikken. Det eneste der ikke passer ind i tidslommen, er den musik klaveret spiller. Og det giver et forfriskende element af overraskelse i, hvad der kunne være en forudsigelig setting. En lille genistreg, som er et fantastisk effektfuldt virkemiddel, som kun musik kan gøre på den måde. 

Som nævnt er Ramin Djawadi også bag musikken til Game of Thrones. Og det kan høres! Brugen af den varme, mørke og sørgmodige cellolyd går akkurat som i Game of Thrones igen i temamelodien. Der er også flere ligheder i selve kompositionen, hvor celloens melodilinjer afløses af rytmiske sekvenser i strygerensemblet. En slags "call and response" mellem tema og akkompagnement, hvilket vi også kender fra bl.a. gospel og blues.  

Men det er ikke kun pga. overraskelsesmomentet i saloonmusikken og den bevægende intromelodi, du skal se Westworld. Du skal også se Westworld fordi, at musikken er velkomponeret, gennemført og meget effektfuldt guider dig igennem steder og stemninger i serien. Musikken underbygger med andre ord, hvad du ser, og det giver en enormt helstøbt seeroplevelse.   
I western temaparken er det organiske og håndspillede lyde som den akustiske guitar og percussion, der underbygger den støvede westernstemning.
Uden for temaparken, i den virkelige verden, er det til gengæld kolde synths og elektroniske lyde, der underbygger den kyniske og følelseskolde stemning i laboratoriet.

Hvis du ikke har lagt mærke til nogle af disse elementer i musikken, så fortvivl ikke. Musikken har jo netop også den funktion, at den skal understøtte helheden. Men ubevidst er musikken uden tvivl med til at guide dig og fortælle dig, hvor du er.
Prøv at lægge mærke til det næste gang du ser Westworld. 

Du kan læse mere om musikken af Ramin Djawadi i Westworld på Pitchfork her.

Dragonfly - forbedret lyd på laptop og smartphone

Her kommer et tip til dig, der bruger din laptop eller smartphone til at afspille musik fra. Dette er et tip til, hvordan du meget nemt kan forbedre kvaliteten af din lytteoplevelse .
 

D/A konvertering

Når vi afspiller musik fra vores laptop eller smartphone, sker der en konvertering fra digital til analog - også kaldet DAC eller D/A konvertering. Så når du trykker på et musiknummer i eksempelvis iTunes, er dette blot et digitalt signal, som først er hørbart, når det er konverteret til analog lyd. 

Denne konvertering foretages altså internt på din laptop eller smartphone. Men den konverter er bare ikke særlig god!


Audioquest har derfor lavet det lille USB stik Dragonfly, som D/A konverterer eksternt for forbedret lydkvalitet. Dragonfly USB'en sættes i din afspilleenhed, og minijackstikket fra hovedtelefonerne eller højttalerne sættes i Dragonfly USB'en.


Den vil jeg teste

Dragonfly er blevet skamrost overalt i anmeldelser og har vundet Hifi's Product of the Year, så jeg har sat mig for at undersøge, om der er noget om snakken. Jeg foretager derfor en test, som udføres med følgende:

- Macbook Pro '15 Retina
- Beyerdynamic DT 770 PRO og Sennheiser HD 449 hovedtelefoner

Der findes to modeller af Dragonfly - en sort og en rød. De testes begge.
Der lyttes til en bred vifte af pop og rock musik. Der A/B lyttes mellem hhv. laptoppens egen konverter, og de to Dragonfly konvertere. 



Resultater og sammenligninger


Dragonfly Black (Pris 749 kr.)

- Mere fyldig, fast og rund bund (bas) i lydbilledet. 

- Klarere definition i øvre mellemtone.

- Tydeligere skel mellem elementer i lydbilledet. Især de som har mange anslag (trommer/percussion, guitar, klaver mm.).

- Mere 'clean' lydbillede og klarhed i toppen (diskant).

 


Dragonfly Red (Pris 1499 kr.)

- 64 bit volumekontrol.

- Mere dynamik og outputtet er næsten dobbelt så højt som Black.

- Samme fyldige og faste bund.

- Endnu mere klar definition i mellemtoneområdet. 

- Endnu mere 'clean' lydbillede.

- Kort sagt: mere af Dragonfly.

 


Overordnet oplevelse

Vigtigst af alt oplevede jeg, at jeg var mere engageret i musikken, når jeg lyttede via Dragonfly. Det var simpelthen mere spændende at lytte! Lydbilledet er tydeligere defineret, mere finkornet, og jeg opdagede til min store overraskelse helt nye elementer i ellers velkendt musik. Til sammenligning lyder laptoppens egen konverter forbløffende forvrænget og grovkornet, og der er pludselig ikke den samme tydelige definition i musikken. 
Hvis jeg skal prøve og sammenligne det med noget håndgribeligt, er det lidt ligesom kornet på sandpapir, når du går i Silvan og shopper sandpapir (som man jo gør!?).

Min personlige vurdering af forholdet mellem de tre konvertere er som følger:

Laptop konverter - Korn 40
Dragonfly Black - Korn 100
Dragonfly Red - Korn 120



Så lytter du ofte via hovedtelefoner, og sætter du pris på god musik i høj kvalitet, så vil jeg helt klart og uden tøven anbefale Dragonfly. Fordi lydkvalitet er vigtig for, hvordan musik påvirker os. Er du kompromisløs audiofil, hvor kun det bedste er godt nok, så er det den røde du skal have. Er du glad for musik, og knapt så hysterisk, så er det den sorte du skal have.

 

Nice to know

- Dragonfly kan også tilsluttes smartphone, hvis du har en smartphone til USB adaptor.

- Lytter du via earpods eller andre hovedtelefoner af mindre god kvalitet, vil forbedringen være begrænset.   

- Dragonfly er kun anvendelig, når du lytter via hovedtelefoner eller eksterne højttalere.

- Minijack-indgang sidder i Dragonfly USB'en, som hovedtelefonerne eller højttalerne tilsluttes.

- Flere Android-producenter mangler at lancere drivere som tillader Dragonfly at fungere, så test inden køb. Apple IOS devices er ikke berørt af problemet. 

- Dragonfly forhandles i Danmark af Hi-fi Klubben. 
https://www.hifiklubben.dk/sog/?Query=dragonfly


Game of Thrones - markant stilskift i musikken i sæsonfinalen

 

Fuldstændig fænomenal sæsonafslutning på Game of Thrones (NO SPOILERS)

Men hvad skete der lige for musikken under scenerne i Great Sept of Baelor?

Vi er i seks sæsoner blevet forkælet og forvænt med storslået musik, som med sin tydelige identitet er blevet ikonisk for serien. De bombastiske trommer og de svulstige strygere, ført an af de sørgmodige cello-temaer, er en stor del af seriens æstetik. Men i går skete der noget nyt og højst besynderligt. Klaveret blev fra afsnittets start introduceret i lydbilledet. Et instrument som indtil nu aldrig har været en del af instrumenteringen i musikken.

Det kan synes som et lille ubetydeligt tiltag, men når der over seks sæsoner er brugt så klart defineret en instrumentering, vil et lille tvist virke som et kæmpestort indgreb. Specielt taget i betragtning af at klaveret i dette tilfælde lød som en corny blanding af en Solgryn-reklame og en sentimental TV2-dokumentar. Hvad laver det lige i Game of Thrones? Jeg blev i hvert fald revet ud af både stemning og handling. Simpelthen fordi klaverspillet stak for meget ud. 

Når det så er sagt, er stilskiftet interessant og modigt og med til at underbygge dramatikken og understrege, at noget ekstraordinært skal til at ske. Så at blande bolsjerne og ryste posen i et fast etableret lydunivers, kan være meget effektfuldt. Man er bare nødt til at gøre stilskiftet til en tilpas forstyrrelse, der ikke river seeren for langt væk fra det etablerede lydunivers. 

Giv dit indhold liv med lyd

Forestil dig at du skal til at servere den lækreste, hjemmebagte lagkage. Du har brugt al din tid og kærlighed på kagecreme, syltetøj og bunde, men vælger alligevel at sprøjte dåseflødeskum på toppen. Det er omtrent sådan det forholder sig med lyd og videokommunikation. 

Det har jeg skrevet en lille artikel om for Dansk Kommunikationsforening, som du kan læse her.

NB. Dansk Kommunikaitonsforening er gået konkurs. Jeg bringer i stedet artiklen her. 

Giv dit indhold liv med lyd
 

Forestil dig at du skal til at servere den lækreste, hjemmebagte lagkage. Du har brugt al din tid og kærlighed på kagecreme, syltetøj og bunde, men vælger alligevel at sprøjte dåseflødeskum på toppen. Det er omtrent sådan det forholder sig med lyd og videokommunikation.
Vi bruger i content marketing en masse tid og ressourcer på flotte optagelser, grafisk look og den gode fortælling, men alt for lidt tid og kærlighed på flødeskummen på toppen – nemlig lyden. Alt for mange vælger færdiglavet arkivmusik i deres videokommunikation, hvilket ses og høres tydeligt, og det er altså en ærgerlig måde at afslutte sit gode arbejde på.
Det er lidt som at lakere en Porsche med hårlak.

Content marketing er et fremadstormende fænomen, hvor videokommunikation bliver mere og mere udbredt, men vi skal i farten huske at gøre os umage. For indhold er ikke en kvalitet i sig selv, bare fordi det serveres på film. Det skal være godt indhold, og det skal være godt håndværk. Vi skal røre folk med det, vi laver!
 

Frem for at tilsætte lyd som en tør rosin i pølseenden, bør den anses som en essentiel ingrediens i pølsefarsen, som giver både smag og tekstur. Lyd er et dynamisk aktiv, som giver liv til billedside og narrativ, og derfor bør den også introduceres og implementeres tidligt i processen.
 

Når lyd fungerer bedst, skiller den sig ikke nødvendigvis ud, men fungerer nærmere som en uadskillelig del af helheden. Derfor har vi måske også tendens til at overse den. Fordi vi lever i en visuel kultur, er det, de ting vi kan se og røre ved, der har værdi. Det er de visuelle indtryk, der giver os de informationer, vi skal bruge for at gebærde os i verden, og når vi hverken kan se eller røre ved lyd, bliver den overset og nedprioriteret.
 

Én der til gengæld hverken overser eller nedprioriterer lyd, er den amerikanske filminstruktør Quentin Tarantino. Hvem husker f.eks. ikke det ikoniske guitartema fra Pulp Fiction, som har opnået signaturstatus for filmen. Tarantino er kendt for at have sagt: ”To me, movies and music go hand in hand. When I'm writing a script, one of the first things I do is find the music I'm going to play for the opening sequence.” Musikken bliver på denne måde en integreret og dynamisk del af indholdet, den tilfører stemning til historien, og den er med til at definere det samlede udtryk. Hvis stemningen skal etableres før alt andet, er man nødt til at introducere musikken fra start, frem for at lægge den på til sidst i processen. På denne måde bliver det også billedsiden, der tilpasses musikken, og ikke musikken der tilpasses billedsiden, hvor den klippes i stumper og stykker, for at kunne passe ind i rammerne.
 

Det siger sig selv, at min opmærksomhed på lyd er præget af min baggrund og profession, men så sent som i lørdags, blev jeg på restauranten 1. th. mindet om, at andre fagområder også har opdaget lydens potentialer. Maden blev her serveret i omskiftelige lyd- og lysdesigns, som var tilpasset hver enkelt ret. Denne samhørighed gjorde smagsoplevelsen til noget helt specielt, hvor følelsesregisteret momentvis når euforiske højder. Tænk hvis vi i vores content marketing kunne nå samme samhørighed og eufori, og tænk på de perspektiver det kunne give. Sikke en måde at servere sin fortælling på, tænker jeg bare. Bevidst og kreativ brug af lyd er derfor den oplagte mulighed for at skille sig ud og gøre en forskel, for de mennesker man gerne vil berøre.