Da jeg første gang satte Sigurd Barretts "En Elefant Kom Marcherende" på over bil-anlægget i et presset øjeblik med min 2 årige dreng, ændrede alt sig. Gråd og pjevseri blev på et øjeblik afløst af skraldgrin og vuggebevægelser. Jeg var målløs.
Men efter et nærlyt var jeg faktisk ikke længere så overrasket. For sangen om elefanter var i lydbilledet underfundigt understøttet af en trækbasun, der blæste og prustede akkurat som en elefant gør med sin snabel, så snart der var pauser i teksten.
En meget personlig og humoristisk måde at kommentere og komplementere historiefortælleren på, som giver et fantastisk liv og nærmest får musikken til at vokse ud af bil-højtalerne og marchere helt om på bagsædet til min dreng.
Den mulighed bør huskes og udnyttes hver gang vi gerne vil kommunikere noget, hvor musik indgår. Musikken kan ved at understøtte, hvem vi er og hvad vi gerne vil sige, gøre os nysgerrige, få os til at smile, vippe med foden og få hårene til at rejse sig. Og så kan den redde os fra børnekaos i bilen.