Så er den gal igen. Endnu en Michelin-restaurant der kører på piftede dæk og grundet ugennemtænkt brug af musik, ikke tager vare på sit brand og sine gæster.
Før jul ringede jeg til en velrenommeret restaurant for at bestille bord. Allerede dér kørte det lidt af sporet, for mens jeg ventede i røret, blev jeg mødt af præcis samme musik, som den min læge bruger. Hvilket altså giver nogle underlige associationer og genkalder en lidt urolig følelse i kroppen, jeg ofte kan have, når jeg ringer til min læge. Og i et sekund bliver jeg i tvivl om, hvem det er, jeg har ringet til. Hovedet siger en restaurant, kroppen siger min læge.
Under selve middagen, som både smagte og visuelt fremstod fantastisk, blev vi ledsaget af tonerne af James Brown, Erykah Baduh og Michael Jackson. Altsammen musik som bærer konnotationer med sig og normalt opleves i anden kontekst, og som i disse fine, luksuriøse rammer stikker ud. Samtalen med min spisemakker afbrydes af "aawww" og "ugh" udråb og støvede funk-beats. Der bliver stille ved bordet, og vi kigger undrende på hinanden.
"Er det de kunstnere I som restauration ønsker at associere jer med? Er det lige præcis dén vibe og stemning, som passer til jeres velopbyggede brand og den eksklusive mad I serverer?" - spurgte jeg mig selv retorisk. Jeg tillader mig at tvivle.
Nogle af jer vil måske synes, det er petitesser, og at musik i sidste ende er et spørgsmål om smag. Men lad mig spørge på en anden måde:
- Ville man nogensinde bruge samme font og farver som et lægehus?
- Ville man nogensinde servere sine udsøgte vine i et bodega-highballglas ?
- Ville man nogensinde belyse sin restaurant med lysstofrør?
Det handler altsammen om branding og en forventning om noget eksklusivt og luksuriøst, som restaurationen i kraft af sin tradition, sit renomme og priser i øvrigt, har skabt. En forventning som falder til jorden med et brag, når musikken ikke matcher. Jeg forventede lyden af elegance, lethed og luksus hængende subtilt som svævende bagtæppe, men blev først overrasket, dernæst skuffet.
Sammenligner man med musik på film, fungerer den ofte bedst, når man ikke lægger mærke til den. Den understøtter og faciliterer en følelsesmæssigt engagerende helhedsoplevelse. Enhver ambitiøs restauratør bør tage samme vare og ejerskab på lyd som på lys, farver og materialer. Akkurat som en instruktør gør på film. Ellers risikerer man at mudre sit brand og forstyrre sine gæster.
Jeg gik fra restauranten mæt og tilfreds, men også med en lidt tom og kold følelse i kroppen. Fine dining er ikke kun en smagsoplevelse. Det er en helhedsoplevelse som, når den er bedst, kan sidde i kroppen flere timer, måske dage efter. Derfor er det synd og skam ikke at designe den auditive oplevelse med omhu, og give lyden samme kærlighed, som en kok giver sin mad.