Der synes at være bred enighed om det forkerte i - både moralsk og juridisk - at en kendt ernæringsekspert kopierer en selvstændig keramikers design.
Men hvordan er det nu lige med musik? Er der her den samme selvfølgelige enighed om brud på ophavsretten?
Det er ikke min erfaring.
Jeg kan stadig opleve en overraskelse over, at man ikke bare lige kan hapse en sang med en kendt kunstner og lægge den på sin film. Eller at man ikke bare kan afspille musik fra Spotify på sin restaurant, uden der er indgået aftale herom.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg som filmmusik- og lyd-skaber selv kan have svært ved at navigere i reglerne om ophavsret. For grænserne er grå, ting bliver set gennem fingrene med og vores forbrugsvaner har gjort, at jeg er nødt til at gå på kompromis med egne principper. Det kan være en svær virkelighed at navigere i, når man gerne både vil værne om ophavsretten og have betalte opgaver.
Men selvom musik og lyd er blevet allemandseje, er det er vigtigt at huske på, at den stadig tilhører kunstneren selv og ikke må anvendes uden tilladelse og aftale herom.