Jeg vover pelsen og påstår, at det kan du ikke.
Kan du nynne melodien til X Factor?
Det tror jeg til gengæld godt du kan, hvis du ellers har set programmet med nogenlunde jævnlig frekvens. Hvis ikke nynne, så I hvert fald høre temaet for dit øre.
Foto: Brooke Lark
Selvom musikken i Den Store Bagedyst har et klart og tydeligt koncept med klaver og strygere en masse, er den også helt uden kant. Hvor er den genkendelige melodi henne? Hvor er den særprægede lyd, der gør, jeg spærrer ører og øjne op og tænker, “YES, så er der bagedyst”.
Hvor er identiteten henne?
I stedet for en særpræget melodi i introen, bliver musikken til noget, der bare er der. Som en halvfærdig kagedej, der hverken er salt eller sød. Den gør ingen fortræd, men man savner den sprøde skorpe, det seje bid i den bløde kerne, det syrlige drop, de bitre undertoner, og noget til den søde tand - ja, ganske enkelt et rigere sammensat smagsindtryk. I stedet bliver det kønsløst og enstrenget.
Musikken har måske nok genkendelighed i instrumenteringen med lyden af cello og klaver, men instrumentering er ikke at forveksle med identitet, og den instrumentsammensætning er ikke ligefrem unik. Nuvel, der bliver spillet enkelttoner og noget, der kunne forveksles med melodi i klaveret hen mod slutningen, men det introduceres for sent, og har ikke nok gentagelser til at manifestere en genkendelighed. Tilmed er selve toneindholdet simpelthen for tamt. Chancen for at skabe et definerende og ikonisk stykke musik, er desværre forpasset.
Hvis man sammenligner “Bagedysten” med et af de andre britiske TV koncepter, har X Factor derimod et tydeligt tema, en gennemtrængende og særegen sound, der gør, at vi genkender den på en brøkdel af et sekund. Om man kan lide musikken eller ej, giver den genkendelighed tryghed, udløser endorfiner i hjernen og er med til at sætte stemningen for hele programoplevelsen. På det parameter er Den Store Bagedyst desværre dumpet.
Eller er jeg helt forkert på den?
Døm selv her.
At programmet, som en anden fransk foie gras gås, tilmed er stopfyldt med musikpølse fra start til slut, er så en helt anden snak til et andet blogindlæg.