Musik kan ses på bundlinjen

Original musik vinder frem i supermarkederne, og jeg blev faktisk lidt chokeret, på den gode måde, da Bon Ivers blide lydbølger skyllede ud i rummet, da jeg var på indkøbstur i Føtex Food forleden. 

Brugen af musik i supermarkeder er i mange år blevet latterliggjort, nok især i kraft af den lidt forældede genrebetegnelse "muzak", som indtog og raserede elevatorer, hotellobbyer og indkøbscentre op gennem 80'erne. En upersonlig loopbaseret lydpølse af yderst tvivlsom kvalitet, som blev brugt som baggrundstæppe til at dræbe stilheden. Men i dag ser vi en anden tendens. 

Foto: Frankie Cordoba

Foto: Frankie Cordoba

Første gang jeg for alvor lagde mærke til musikken i et supermarked, var da tonerne af John Mayer og Jack Johnson pludselig mødte mig i grøntafdelingen i Super Brugsen. Med den effekt at jeg blev godt tilpas, rolig og tryg. Og dét til trods for at jeg virkelig ikke kan lide Jack Johnson! Jeg blev budt velkommen med noget velkendt, og det gav en rigtig rar følelse i maven. 

Også Fakta har gjort brug af velkendte popsange med stor succes i deres butikker. Faktisk forsøgte de i en periode at skære ned på musikposten i budgettet ved at bruge "royalty-free", og dermed også, undskyld mit sprog, pivhamrende tåkrummende skodmusik i stedet. Med det resultat at klager fra de ansatte og butikkens kunder væltede ind fra første dag.

Vi kan ikke narres! Og vi vil ikke spises af med dårlig kvaltiet, når vi går på indkøb. Vi forlanger, at stedet har gjort sig umage, og vi mærker med det samme, når musikken ikke fungerer. Dårlig og upassende musik går i nervesystemet, det irriterer og det frustrerer, med det resultat at vi køber mindre, og sandsynligvis vælger butikken fra, hvis der er et alternativ.

Fakta kunne ikke modstå presset fra kunder og ansatte, og måtte genindføre den originale populærmusik i budgettet. En glad og tilpas medarbejder yder bare bedre service. Og da vi jo ved, at kunder træffer deres valg ifm. køb på baggrund følelser, virker det da som en meget god prioritering, ikke?

Så jo, at vi tager musikken alvorligt, prioriterer den i budgettet og udnytter dens potentiale i både købssituationer og branding generelt, kan i den grad ses på bundlinjen. Fordi musikken taler til følelserne, og vi baserer vores indkøb på følelser.


Læs mere om Faktas brug af musik her.