Når jeg taler med kunder og samarbejdspartnere, hører jeg ofte sætninger i stil med: "Musikken må endelig ikke blive for melankolsk." Men hvorfor egentlig ikke, får jeg lyst til at spørge...?
Jeg er med på, at melankoli kan være upassende i visse kontekster, men hvis vi tror, at melankoli påvirker vores humør negativt eller vil forbinde os med noget trist, tror jeg vi tager fejl.
Hjerneforskning viser, at melankolsk og sørgmodig musik paradoksalt nok rammer samme belønningscenter i hjernen, som når vi hører "glad" musik. Når musik får dig til at græde, kompenserer hjernen ved at udløse de kemiske stoffer adrenalin, oxytocin, dopamin og endorfin. Samme stoffer frigives, når vi griner, dyrker motion, har sex mm.
Hvis vi kigger på populærkultur i musikkens verden, finder vi også sørgmodighed overalt, hvor eksempelvis Medina har gjort melankolien til sit sprog.
Så lad os nu ikke være så bange for den melankoli. Melankolien er smuk, rørende og frem for alt menneskelig.
Og dét vil vi da gerne være, vil vi ikke?