Det lyder usandsynligt, men det var ikke desto mindre tilfældet, da jeg forleden blev testet på en parkeringsplads et sted i Valby.
Jeg træder ind i noget, der ligner en scene fra en dystopisk sci-fi serie, da jeg i den blå barak bliver mødt af ansigtsløse kittelklædte personer i fuld plasticudrustning fra top til tå. Et ubehageligt syn der på et split-sekund paradoksalt nok bliver afløst af ren hyggefølelse.
Ud af bluetoothhøjtaleren i rummet spiller såmænd Gotyes 10 år gamle monsterhit "Somebody That I Used To Know". Ikke en sang jeg har et voldsomt nært forhold til, men at høre noget velkendt i et ukendt miljø, var som at få en akut trygheds-indsprøjtning pumpet direkte ind i hjertet.
Pludselig kunne jeg mærke mennesket, jeg stod over for, inde bag mundbindet. Måske personalet faktisk hyggede sig, måske nogen havde sat nummeret på for at glæde os andre, og jeg bemærkede endda, at nogen nynnede med. Alle mulige menneskelige tanker fløj gennem hovedet og fortrængte alle de bekymrende tanker, jeg var mødt op med. Musikken fik mig til at føle mig tryg og velkommen, og jeg følte mig på et eller andet plan forbundet med de mennesker, jeg ellers kun kunne se øjnene på.
Det er i mange sammenhænge svært at vurdere musikkens betydning, fordi så mange andre faktorer spiller ind. Men her kan jeg kan med statsgaranti sige, at intet andet bidrog til hyggen i det rum. Alligevel gik jeg munter og lettet derfra.