Du kan høre den nye Wikipedialyd her.
Overordnet vil jeg sige, at lyden løser sin opgave. Den fortæller noget om, hvem og hvad Wikipedia er, og den indeholder en lille melodi, som afslutter lyden på en forløsende måde. Men jeg kan også få øje på steder, hvor lyden mangler lidt kvalitet og noget særpræg. Så her følger min umiddelbare oplevelse og vurdering af Wikipedias lyd, der i hovedtræk består af tre elementer.
Element 1
Første del af lyden består af noget taktilt i form af en bog, der bladres i. Ideen giver mening, og referencen til det fysiske leksikon er til at forstå. Men måske også lidt for let at forstå? Jeg er stor fan af at tage afsæt i den fysiske verden og bruge såkaldte skeumorphismer. Men, man kunne måske have ønsket sig et lidt større abstraktionsniveau? Det kan grænse op til det karikerede, hvis ikke det taktile blender godt sammen med den digitalt producerede lyd.
Selv havde jeg nok valgt den lidt blødere "prrrrr"-agtige lyd af en paperbackbog, der bladres igennem bagfra med tommelfingeren, som føles rar og kilder lidt på ryggen. Eller have forsøgt at efterligne diverse bog- og papirlyde på et instrument. Som koncept køber jeg dog ideen, omend den er lidt åbenlys.
Element 2
En udringning af et synth-instrument spilles baglæns som underlægning til papirlyden, og fungerer som en slags sugekop, der trækker i lyden og giver fremdrift. Meget klassisk, og meget effektivt. Pausen mellem denne "reverse"-lyd og den afrundende melodi er dog umusikalsk lang, hvilket gør, at boglyde og melodi lyder som to seperate enheder frem for én samlet lyd.
Element 3
En melodi på to toner med i alt fem anslag forløser og afslutter lyden. Intervallet er den lille mol-terts, som har en lidt sørgmodig klang. Mange ville sikkert mene, det burde klinge mere dur-agtigt og mere "positivt", men lige præcis dét valg har jeg ingen anke imod. Tværtimod er jeg af den holdning, at vi burde omfavne mol og melankoli i langt højere grad, end hvad tilfældet er.
Min største anke er derimod den instrumentering lyden rundes af med - altså den marimba melodien bliver spillet på. Marimbaen er så fortærsket en kliché i lydbranding, at det svarer til at bruge Times New Roman som font. Det går altså ikke længere.
Jeg får straks en lang række forvirrende signaler, og min hjerne forsøger febrilsk at finde frem til, hvor jeg har hørt den lyd før. Det er altså lidt uheldigt. Melodien bliver tilmed lidt enstrenget, og man kunne have ønsket sig en dynamisk udvikling i instrumentering og sound på de fem anslag.
Så, som jeg startede med at sige, løser lyden sin opgave, og det kompositoriske koncept giver mening for modtageren. Dog kunne jeg have ønsket mig lidt et mere elegant og professionelt touch i udførelsen.