Liverpool FC er ny UEFA Champions League mester, og som så mange andre så jeg den halvsløje forestilling i den fornemste klubturnering lørdag aften. Med pomp og pragt bliver de to klubhold præsenteret på det prægtige Wanda Metropolitano stadion i Madrid, som i rødt og hvidt var dækket op til den helt store fodboldfest.
Og hvad er en fest uden musik? Den velkendte Champions League hymne gjalder ud over stadionhøjttalerne, som det ultimative klimaks på den lange optakt til det længe ventede kick off.
Men I guder, hvor den evindelige hymne dog bare aldrig nogensinde rammer mig!
Der, hvor gåsehuden burde indfinde sig og hårene på armene rejse sig, føler jeg absolut intet. De dansende storladne strygere og svulstige, pompøse korsang i skøn forening, burde ellers være en sikker opskrift på gåsehud og pres på tårekanalen, men lige lidt hjælper det. Og jeg undres hver gang.
Tydelig identitet
Champions League er måske nok det brand i fodboldens verden, der har den tydeligste identitet. Både visuelt og auditivt. Og lydidentiteten har en genkendelighed, som giver tryghed. Jeg forestiller mig UEFA gerne vil afspejle drama, teater, pompøsitet, tradition og højtidelighed, hvilket de er lykkes rigtig fint med. Men uanset hvor ofte jeg støder på denne vigtige hymne, lige lidt mærker jeg. Hvor de taktile glatte strygere skulle føles som varme, blide strøg på ryggen, føles de nærmere som at læne sin bare ryg op af et vådt bådeforhæng i morgenbadet. Det er simpelthen for koldt!
Jeg vil gerne rose UEFA for at forstå vigtigheden af en tydelig lydidentitet. Ingen gennemsnitlig fodboldseer er vel i tvivl om, hvordan hymnen lyder bare ved at omtale den. En tydelighed vi nærmest kun kender fra Apple. Det er både modigt, langsigtet og strategisk klogt at holde fast i sin identitet. Men hvis ikke kompositionen virker, både set fra et analytisk og følelsesmæssigt perspektiv, ja, så er det desværre bare lidt skønne spildte kræfter.
Operationen gik godt, men patienten døde.
Jeg har naturligvis min subjektive holdning og personlige smag, men det er ikke kun det, der er på spil her. Ligesom det heller ikke er det, når vi bliver rørt af strygermusik på film. Det er noget i musikkens form, struktur og taktilitet, som kan bevæge os følelsesmæssigt. Og det er bare ikke rigtig lykkedes her.
Og hvorfor er det så så vigtigt at fremkalde de her følelser? Fordi følelser er det, der får os til at engagere os i et brand, og holde det friskt i erindring.
En sidste ting er sproget der synges på. Jeg forstår, at UEFA med de franske gloser gerne vil afspejle stil, tradition og historie, men det er på bekostning af forståelsen, som går ud over indlevelsen. Størstedelen forstår ikke et muk. Også selvom H.C. Andersen så klogt sagde: “Hvor ord svigter, taler musikken.”
I dette tilfælde taler musikken desværre bare hverken med ord eller toner.