Når de virksomheder jeg samarbejder med skal overveje musikken til deres film, tager de ofte udgangspunkt i allerede eksisterende værker. Det er ofte en stor hjælp for en komponist, da man ved brug af referencer opnår fælles terminologi og forståelse for hvilket udtryk, der ønskes. Sproget er ret begrænsende i den sammenhæng, fordi musik kan være så svært at sætte ord på.
Men det kan også være farligt!
Inspiration er godt, men det er vigtigt at musikken løsriver sig fra sine referencer. Ellers giver det uhensigtsmæssige associationer, slører helhedsindtrykket og svækker troværdigheden. Sidst jeg oplevede netop det, var da jeg kværnede den hypede Netflix serie "Making A Murderer" på en weekend. Jeg blev forvirret over introtemaet, fordi det første cellostrøg lød fuldstændig som celloen i introen fra HBO's største seersucces Game Of Thrones. Faktisk er det præcis den samme tone. Denne genkendelighed og association føltes både forkert og malplaceret.
Jeg tror i hvert fald godt jeg ved hvilken reference, der blev kastet i luften under mødet mellem serieskaberne og komponisten.
Eller er det bare mig?
