Jeg er flere gange stødt på offentlige personligheder, der savner glad musik repræsenteret på den aktuelle musikscene. Efterspørgslen er udsprunget af, at nogle af de mest succesfulde kunstnere, som f.eks. Adele, dyrker melankolien og det sørgmodige univers i deres musik. Bekymringen går på, at dette skulle påvirke lytternes humør negativt.
Jeg har personligt aldrig været specielt begejstret for decideret glad musik. Glad har det med at blive til lalleglad. Og jeg er selv af den overbevisning, at musik ikke behøver at være glad for at være smittende. Langt det meste af den musik jeg hører, og i særdeleshed også komponerer, har en eller anden form for melankolsk tone i sig. Jeg har aldrig følt, at denne melankolske tone skulle medføre, at jeg blev trist til mode. Tværtimod. For mig ligger der en enorm nydelse i at lytte til melankolsk og sørgmodig musik. Derfor har jeg heller aldrig forstået efterspørgslen eller argumentationen bag.
Nu viser ny hjerneforskning, at sørgmodig musik rammer det samme belønningscenter, som når man dyrker sex(!), og derfor rammer hjernen som en let orgasme. Og paradoksalt nok får lytteren den samme belønning i hjernecenteret, hvadenten det er trist eller glad musik. Hvis du lytter til musik, der får dig til at græde, kompenserer hjernen ved at udløse de kemiske stoffer adrenalin, oxytocin, dopamin og endorfin. Disse stoffer er nogle af de samme, som bliver frigivet, når man f.eks. dyrker motion, griner eller har sex.
Derfor er det måske ikke så tilfældigt, at så mange finder nydelse i at lytte til sørgmodig musik. Din hjerne belønner dig nemlig for det!
Læs mere i Politikens videnssektion her.
