Game of Thrones - markant stilskift i musikken i sæsonfinalen

Great Sept of Baelor

Great Sept of Baelor

Fuldstændig fænomenal sæsonafslutning på Game of Thrones (NO SPOILERS)

Men hvad skete der lige for musikken under scenerne i Great Sept of Baelor?

Vi er i seks sæsoner blevet forkælet og forvænt med storslået musik, som med sin tydelige identitet er blevet ikonisk for serien. De bombastiske trommer og de svulstige strygere, ført an af de sørgmodige cello-temaer, er en stor del af seriens æstetik. Men i går skete der noget nyt og højst besynderligt. Klaveret blev fra afsnittets start introduceret i lydbilledet. Et instrument som indtil nu aldrig har været en del af instrumenteringen i musikken.

Det kan synes som et lille ubetydeligt tiltag, men når der over seks sæsoner er brugt så klart defineret en instrumentering, vil et lille tvist virke som et kæmpestort indgreb. Specielt taget i betragtning af at klaveret i dette tilfælde lød som en corny blanding af en Solgryn-reklame og en sentimental TV2-dokumentar. Hvad laver det lige i Game of Thrones? Jeg blev i hvert fald revet ud af både stemning og handling. Simpelthen fordi klaverspillet stak for meget ud. 

Når det så er sagt, er stilskiftet både interessant og modigt og det er med til at underbygge dramaet og at noget ekstraordinært skal til at ske. Så at blande bolsjerne og ryste posen i et fast etableret lydunivers, kan være meget effektfuldt. Man er bare også nødt til at gøre stilskiftet til så tilpas en forstyrrelse, den ikke river seeren for langt væk fra det etablerede lydunivers. 

Vend tilbage til beatrootstudio.dk